Accept af cookies fra bm.dk

Bm.dk benytter cookies til flere formål – fx til at forbedre brugernes oplevelse af hjemmesiden.

01. december 2017

Bragt i flere regionale og lokale medier

Af beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V)

Bureaukrati, uforståelige regler og rigide krav til ledige har taget overhånd og gør livet surt for mange. Det er på tide, at der for alvor ryddes op i regeljunglen. Regeringen har derfor fremlagt et historisk udspil til, hvordan vi kan fjerne bureaukrati og skabe enkle og forståelige regler. Og én ting står urokkeligt fast: Ledige skal mødes med fair krav og regler, der kan forstås og forklares.

Udspillet bygger på mange givtige input, som jeg blandt andet har fået ind via min postkasse " Ryd op i regeljunglen". Og noget, som går igen er reglen om, at man skal søge job, også selv om man snart skal på efterløn, på barsel eller har fået et job, hvor man inden for kort tid skal starte.

Jeg kan godt forstå, at mange undrer sig over kravet og finder det bureaukratisk. Der må være en vis rimelighed i reglerne.

Med udspillet lægger regeringen op til, at det ikke længere skal være et krav, at ledige med job på hånden, eller som snart skal på efterløn eller barsel skal søge job - heller ikke vikarjob - de sidste seks uger.

Regeringen er ambitiøs. Vi vurderer, at udspillet betyder, at kommunerne årligt vil blive aflastet for administrative opgaver for omkring en halv milliard kroner, som kan bruges i kommunerne og anden offentlig service. Penge, som for eksempel kan investeres i beskæftigelsesindsatsen for udsatte, som vi blandt andet har set i Silkeborg, der har fået langt mere ud af det, end de har investeret.

Denne gang skal det lykkes at skabe en langt mere enkel og effektiv beskæftigelsesindsats. Jeg håber, at Folketingets partier er lige så ambitiøse. Vi skylder alle - ikke mindst de ledige - at vi sætter os ved forhandlingsbordet og bliver enige om at rydde godt og grundigt op i regeljunglen.