Accept af cookies fra bm.dk

Bm.dk benytter cookies til flere formål – fx til at forbedre brugernes oplevelse af hjemmesiden.

04. april 2018

Bragt i Jyllands-Posten

Af beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V)

Danmark er midt i et opsving, rekordmange er i arbejde, og det skal vi glæde os over. Men det er vigtigt at kigge fremad. Når jeg besøger virksomheder rundt om i landet, er der for mig ingen tvivl om, at der er rekrutteringsudfordringer i visse brancher og områder, og den vurdering deler de økonomiske vismænd og andre dele af fagbevægelsen i øvrigt også.

I et debatindlæg forleden skrev LO-formand Lizette Risgaard, at det er en myte, at Danmark snart løber tør for arbejdskraft, og at hun ikke gider høre ét ord mere om det. Men jeg vil ikke være med til at forsøge at tie udviklingen ihjel. Det vil ramme os som en boomerang.

Jeg er enig med LO-formanden i, at vi skal udnytte væksten til at få flere med, og regeringen bidrager i den grad til at give både arbejdere og de arbejdsløse et løft. Sidste efterår indgik regeringen og arbejdsmarkedets parter en trepartsaftale til 2,5 mia. kr. Her bliver voksen-, efter-og videreuddannelse styrket markant. Vi har blandt andet også sendt over en kvart mia. kr. ud i kommunerne med projektet "Flere skal med" for at hjælpe kontanthjælpsmodtagere tættere på arbejdsmarkedet.

Men det er mere langsigtede løsninger, som mange virksomheder ikke kan vente på - de har brug for arbejdskraft i dag og i morgen. Derfor er det nødvendigt at gøre det nemmere at hente arbejdskraft fra udlandet, for hvis virksomhederne først mangler kvalificerede hænder, så flytter de i sidste ende ordrer og arbejdspladser ud af Danmark.