Accept af cookies fra bm.dk

Bm.dk benytter cookies til flere formål – fx til at forbedre brugernes oplevelse af hjemmesiden.

20. september 2016

Bragt i flere regionale aviser

Af beskæftigelsesminister Jørn Neergaard Larsen (V)

I disse dage får kontanthjælpsmodtagerne besked om, hvorvidt kontanthjælpsloftet og 225-timersreglen berører dem. Kontanthjælpsloftet er fastsat, så der bliver en mærkbar gevinst ved at arbejde. 225-timersreglen betyder, at har kommunerne vurderet, at man kan arbejde 225-timer om året - så bliver man fremover trukket i ydelse, hvis man ikke gør det. Man skal stå reelt til rådighed.

Historierne om, at folk på kontanthjælp nu frygter at blive sat ud af deres lejligheder og lignende, finder let vej til medierne, og i dækningen af reformen er det meget let at glemme perspektivet - glemme, at vi selvfølgelig skal stille krav til os selv og hinanden, og at et af de helt centrale krav er, at man som voksen skal forsørge sig selv, hvis man kan.

Jeg påstår ikke, at det er let for den enkelte, men det skal ikke få os til at opgive. Slet ikke i disse tider, hvor vi har fremgang i Danmark, og hvor vi har brug for alle hænder. Siden regeringen er kommet til, er der skabt mere end 50.000 nye private job. Så sent som for en uges tid siden kunne Dansk Industri fortælle, at andelen af virksomheder, der det seneste år forgæves har forsøgt at rekruttere medarbejdere, er vokset fra 30 til 36 procent fra 2015 til i år. Ledigheden er lavere end i mange år, og beskæftigelsen stiger, samtidig med at en stor del af vores job stadig bliver besat af folk fra Østeuropa og vores nabolande.

Det er paradoksalt, når vi samtidig har mere end 110.000 ledige danskere, som skal stå til rådighed for et fuldtidsjob. Derudover har vi et tilsvarende antal i kontanthjælpssystemet, som ikke umiddelbart kan tage fuldtidsarbejde, men som med den rette hjælp også kan komme ind på arbejdsmarkedet. Og der er jobåbninger i stort set alle brancher - både for faglærte og ufaglærte. Tag for eksempel hotel og restaurationsbranchen, hvor udenlandsk arbejdskraft udgør næsten en fjerdedel af fuldtidsbeskæftigelsen i branchen. Et andet eksempel er transportbranchen. For en uge side skrev Jyllands-Posten, at vognmænd i Sønderjylland har svært ved at få chauffører. Samme efterspørgsel genfinder man i mange flere dele af landet, og selvom langt fra alle arbejdsløse har kvalifikationerne lige nu, er der mulighed for at få det via enten seks ugers jobrettet uddannelse eller den regionale uddannelsespulje.

Med andre ord, så er der arbejdsgivere, der har job klar, og et uddannelsessystem, der hurtigt kan give de ledige de rette kvalifikationer - vel og mærke uden at skulle have penge op af lommen og med fuld offentlig forsørgelse. Vi kan ikke opretholde et samfund med sådanne muligheder, hvis ikke vi stiller krav til hinanden. Men pligten må ikke stå alene. Når folk yder en indsats, tager et arbejde - stort som småt, så skal de også kunne mærke det på bundlinjen. Det er derfor har vi indført kontanthjælpsloftet og 225-timers reglen. Viljen til at arbejde skal belønnes.