Accept af cookies fra bm.dk

Bm.dk benytter cookies til flere formål – fx til at forbedre brugernes oplevelse af hjemmesiden.

19. november 2016

Bragt i Jyllands-Posten

Af beskæftigelsesminister Jørn Neergaard Larsen (V)

Venstre indgik i 2013 en aftale med daværende beskæftigelsesminister Mette Frederiksen om en kontanthjælpsreform. Det var en god reform, der bl.a. reducerede ydelsen for unge betydeligt for at få de unge ind på arbejdsmarkedet og i uddannelse. De unge kvitterede for tilliden - reformen har fået flere i arbejde og uddannelse. Med kontanthjælpsloftet fortsætter vi ad det spor - flere skal ud af offentlig forsørgelse og ind på arbejdsmarkedet. Det er afgørende for et samfund, at ydelsessystemet og arbejdsmarkedet understøtter hinanden.

Vi har et ekstremt velfungerende arbejdsmarked med ca. 800.000 jobskifte om året og 213.000 beskæftigede, der dagligt pendler mere end 50 km til jobbet. Dagpengeaftalen mellem regeringen, S og DF gør et godt arbejdsmarked endnu bedre ved at understøtte, at ledige hurtigt kommer i job igen og ved at belønne job af kortere varighed.

Det forholder sig anderledes med kontanthjælpssystemet, der har vist sig at være hverken velfungerende eller dynamisk. Tusindvis hænger fast i systemet. Derfor er jeg glad for, at partierne bag satspuljeaftalen er enige om at afsætte 262 mio. kr. til at styrke indsatsen for de 27.000 kontanthjælpsmodtagere, der har været længst i systemet. Det er et vigtigt skridt, men vi er langt fra i mål.

Vi har oplevet en voldsom vækst i antallet af mennesker i kontanthjælpssystemet. Det er tæt på en katastrofe i en periode, hvor beskæftigelsen stiger, og ledigheden falder. Alene antallet af ægtepar i kontanthjælpssystemet er steget med 84 pct. i perioden fra december 2011 til september 2016. Og andelen af ægtepar i kontanthjælpssystemet med ikke-vestlig baggrund udgør 87 pct. Det kan vi ikke være bekendt.

Derfor sikrer kontanthjælpsloftet en mærkbar økonomisk forskel på at blive forsørget af det offentlige og på at tage et job til den overenskomstfastsatte mindsteløn. Samtidig udgør kontanthjælpen et rimeligt forsørgelsesgrundlag. Med loftet har et typisk kontanthjælpsægtepar med to børn et månedligt rådighedsbeløb, der er ca. 2.200 kr. mindre end i en familie på HK's mindsteløn, hvor den ene part har valgt at være på deltid med en 30 timers arbejdsuge. Det er ikke en stor forskel, men det er en mere rimelig balance.

Det klinger ganske enkelt hult, hvis vi som politikere siger, at vi ønsker at gøre op med ghettodannelser og parallelsamfund, hvis vi ikke vil gøre det attraktivt at arbejde. Med loftet har vi sikret en logik mellem et dynamisk arbejdsmarked og overenskomstmæssig mindsteløn. Og imellem mindsteløn og midlertidig offentlig forsørgelse. Den logik er nødvendig, og derfor er loftet kommet for at blive.