Accept af cookies fra bm.dk

Bm.dk benytter cookies til flere formål – fx til at forbedre brugernes oplevelse af hjemmesiden.

I løbet af de seneste to årtier har kvinder indhentet mænds uddannelsesniveau. Og for kvinder har en uddannelse større betydning for deres muligheder for at få et job end for mænd, viser ny rapport fra Beskæftigelsesministeriet.

14. januar 2013
Foto: Beskæftigelsesministeriet Foto: Beskæftigelsesministeriet

Af kommunikationskonsulent Mette Rude, Beskæftigelsesministeriet, mru@bm.dk

Stadig flere kvinder vælger at tage en uddannelse. I løbet at de seneste to årtier har kvinderne indhentet mændene, så der i dag er lidt flere kvinder end mænd, der har en erhvervskompetencegivende uddannelse.

Og uddannelsen betaler sig – særligt for kvinder. Otte ud af ti kvinder med en erhvervskompetencegivende uddannelse er i dag i arbejde, mens det kun gælder for fem ud af ti uden en uddannelse. Også blandt mænd er langt flere i arbejde, hvis de har en uddannelse, men forskellen er ikke så stor som blandt kvinder. Det viser en ny rapport fra Beskæftigelsesministeriet.

Årlig rapport om kvinder og mænd på arbejdsmarkedet
Beskæftigelsesministeriet udarbejder hvert år en rapport om kvinder og mænd på arbejdsmarkedet. Status for 2012 er blandt andet:

  • Godt syv ud af ti kvinder i den erhvervsaktive alder deltager på arbejdsmarkedet. Det er lidt færre end blandt mænd.
  • Forskellen mellem kvinder og mænds deltagelse på arbejdsmarkedet er det seneste årti blevet indsnævret.
  • Danske kvinder har den næsthøjeste beskæftigelse blandt kvinder i EU og den fjerde højeste i Norden.
  • Uddannelsesgabet mellem kønnene er blevet udlignet over de seneste 20 år, så der nu er stort set lige mange mænd og kvinder med en erhvervskompetencegivende uddannelse. Det drejer sig om knap seks ud af ti, der i dag har en uddannelse. I 1991 var det godt fem ud af ti mænd, men kun godt fire ud af ti kvinder.
  • Blandt mænd med en erhvervskompetencegivende uddannelse er knap 83 procent i beskæftigelse, blandt kvinder er det cirka 80 procent. Blandt mænd uden en uddannelse er godt 57 procent i arbejde, mens det kun er knap 51 procent af kvinderne.
  • Kvinder arbejder ofte i den offentlige sektor, mens mænd i højere grad arbejder i den private sektor. Halvdelen af de kvindelige lønmodtagere arbejder i den offentlige sektor, mens det kun drejer sig om knap hver fjerde mandlige lønmodtager.
  • Mænd arbejder knap seks timer mere end kvinder om ugen, blandt andet fordi flere kvinder end mænd arbejder på deltid.
  • Forskellen mellem kønnenes arbejdstid har været stabil igennem 00’erne.
  • Mænds ledighed steg mere end kvindernes i starten af den økonomiske krise, men siden sommeren 2010 har ledigheden blandt mænd været svagt faldende, hvorimod ledigheden blandt kvinder er fortsat med at stige. Det betyder, at ledigheden blandt kvinder og mænd nu er stort set ens på lidt over seks procent.
  • Under den økonomiske krise er langtidsledigheden steget mere for mænd end for kvinder.