Accept af cookies fra bm.dk

Bm.dk benytter cookies til flere formål – fx til at forbedre brugernes oplevelse af hjemmesiden.

Beskæftigelsesminister Mette Frederiksen har i dag sendt en redegørelse om brandfolk og kræft til Folketingets Beskæftigelsesudvalg. Der bliver nu igangsat nye initiativer, der sætter yderligere fokus på brandfolkenes arbejdsmiljø.

24. april 2013
Foto: Colourbox.dk Foto: Colourbox.dk

Arbejdstilsynet og Arbejdsskadestyrelsen har udarbejdet en fælles redegørelse om brandfolk og den mulige kræftrisiko ved arbejdet.

Beskæftigelsesminister Mette Frederiksen har i dag sendt redegørelsen til Folketingets Beskæftigelsesudvalg og har samtidig bedt Arbejdstilsynet og Arbejdsskadestyrelsen om at iværksætte en række nye initiativer.

Nye initiativer
De nye initiativer, som Arbejdstilsynet og Arbejdsskadestyrelsen skal igangsætte, er:

  • Arbejdstilsynet skal inden sommerferien gennemføre dialogmøder med hovedaktørerne på området. Formålet med dialogmøderne er at drøfte regler, vejledninger og interne procedurer for brandslukning samt at orientere om og forberede tilsyn med samtlige brandstationer jf. næste punkt.

  • Arbejdstilsynet skal inden udgangen af 2013 gennemføre tilsyn med alle brandstationer. Formålet med tilsynene er at sætte ekstra fokus på det forebyggende arbejde med mulig kræftrisiko ved brandindsats.

  • Arbejdstilsynet skal på forsøgsbasis i en periode på et halvt år føre tilsyn med store brande. Endvidere skal Arbejdstilsynet, hvis tilsynet fx via billeder i medierne bliver bekendt med brandslukningsopgaver, der er blevet udført uden det nødvendige beskyttelsesudstyr, tage kontakt til de relevante brandberedskaber.

  • Arbejdstilsynet skal inden udgangen af 2013 gennemføre tilsyn med de uddannelsesinstitutioner, der uddanner brandfolk. Formålet er at fokusere på forebyggelse af kræftrisiko i forbindelse med uddannelse af brandfolk, herunder relevante regler og vejledninger om fx personligt beskyttelsesudstyr.

  • Der har tidligere været sat spørgsmålstegn ved, om yderligere dansk forskning kunne forventes at bidrage med nyttig ny viden. Derfor skal Arbejdstilsynet og Arbejdsskadestyrelsen nu bede relevante fagpersoner om at vurdere, under hvilke omstændigheder man vil kunne drage nytte af ny forskning.

  • Arbejdsskadestyrelsen skal invitere de relevante faglige organisationer til et dialogmøde. Formålet med mødet er overordnet at sikre, at de relevante sager anmeldes. Anmeldelsen af de relevante sager skal sikre, at der sker en konkret vurdering af sygdom og arbejdsmiljømæssige påvirkninger i hver enkelt sag.

  • Arbejdsskadestyrelsen skal sende et brev til de ledende overlæger på de arbejdsmedicinske klinikker for dels at gøre dem opmærksom på problemstillingen omkring brandfolk og deres mulige øgede kræftrisiko og dels gøre dem opmærksomme på, at de arbejdsmiljømæssige påvirkninger beskrives så detaljeret som muligt.

  • Arbejdsskadestyrelsen skal undersøge, hvordan man håndterer sager om brandfolk og kræft i Canada, Australien og Californien.
Læs redegørelsen på Arbejdstilsynets hjemmeside