Accept af cookies fra bm.dk

Bm.dk benytter cookies til flere formål – fx til at forbedre brugernes oplevelse af hjemmesiden.

For at markere tre år med intensiv indsats mod social dumping var beskæftigelsesminister Henrik Dam Kristensen og skatteminister Benny Engelbrecht med på social dumping aktion.

20. marts 2015
Foto: Arbejdstilsynet Foto: Arbejdstilsynet

Arbejdstilsynet, Skat og politiet var i går, torsdag den 19. marts 2015, på en fælles regional kontrolaktion. Målet for aktionen var byggeriet af et nyt affaldsbaseret energianlæg på Amager.

Beskæftigelsesminister Henrik Dam Kristensen og skatteminister Benny Engelbrecht var begge med på aktionen for at følge op på tre års kamp mod social dumping.

Status efter tre år med intensiv indsats
Et af regeringens første skridt var at tage kampen op mod social dumping. Nu forelægger resultatet af tre års aktioner på arbejdspladser i hele landet. Og tallene viser, at Arbejdstilsynet, SKAT og Politi i fællesskab er et effektivt våben mod social dumping.

Fra 2012 til udgangen af 2014 har myndighederne kontrolleret 2.793 virksomheder på de landsdækkende fællesaktioner. Derudover er en række virksomheder, hvor der har været mistanke om social dumping, blevet kontrolleret via regionale kontrolaktioner, som den der blev gennemført i går.

Mere end hver anden virksomhed har fået en arbejdsmiljøreaktion fra Arbejdstilsynet ved de landsækkende aktioner. SKAT har fundet fejl i indkomst- og skatteoplysninger for mere end 200 millioner kroner, og politiet har anholdt 75 personer, blandt andet på grund af mistanke om manglende arbejds- og opholdstilladelse.

Regeringen har i alt afsat 441 millioner kroner fra 2012 til 2018 til myndighedsindsatsen mod social dumping.