Accept af cookies fra bm.dk

Bm.dk benytter cookies til flere formål – fx til at forbedre brugernes oplevelse af hjemmesiden.

Andelen af personer, der arbejder ved siden af kontanthjælpen, er steget med ca. 25 pct. fra april til september 2016, viser en analyse fra Beskæftigelsesministeriet.

03. januar 2017
Foto: Colourbox.com Foto: Colourbox.com

Beskæftigelsesministeriet har undersøgt, hvor meget kontanthjælpsmodtagere arbejder ved siden af ydelsen, og har set på udviklingen fra 2012 og frem til i dag. Derudover er der særskilt set på udviklingen siden april 2016, hvor både kontanthjælpsloftet og 225-timersreglen blev indført.

225-timersreglen indebærer, at kontanthjælpsmodtagere skal arbejde 225 timer om året for at bevare den fulde ydelse. Alle arbejdstimer efter 1. april 2016 tæller med i opgørelsen, og med få timers arbejde hver uge kan kontanthjælpsmodtagere undgå at få nedsat ydelsen.

Analysen viser, at stadig flere kontanthjælpsmodtagere er begyndt at arbejde ved siden af ydelsen siden april 2016. Andelen af personer i kontanthjælpssystemet, der supplerer deres kontanthjælp, uddannelseshjælp eller integrationsydelse med mellem 2 til 25 timers arbejde om ugen, er steget med 25 procent fra april til september 2016. Uanset om timetallet er 2-10 timer om ugen, 10-15 timer eller 15-25 timer, har stigningen været 25 pct. Andelen, der arbejder mellem 25 og 33 timer om ugen, er derimod uændret.

Beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen siger: 
 
- Det er meget positivt, at vi nu på kort tid ser en markant stigning i andelen af kontanthjælpsmodtagere, der kommer i småjob og deltidsbeskæftigelse ved siden af kontanthjælpen. 
 
- Det er endnu for tidligt at konkludere, hvad der er årsag til udviklingen. Når det er sagt spiller det naturligvis ind, at det går bedre med økonomien, men jeg er heller ikke i tvivl om, at flere er villige til at tage småjob,  fordi kontanthjælpsloftet sammen med 225-timersreglen kræver, at man arbejder lidt. Man tilpasser sig den virkelighed, man lever i. Det er sund fornuft.

Læs analysen