Accept af cookies fra bm.dk

Bm.dk benytter cookies til flere formål – fx til at forbedre brugernes oplevelse af hjemmesiden.

Samlet set arbejder danskerne over et helt arbejdsliv 3,7 år mindre end svenskerne og 2,3 år mindre end OECD’s gennemsnit. Tallene vidner om, at der fortsat er strukturelle udfordringer på det danske arbejdsmarked.

02. februar 2017
Foto: Beskæftigelsesministeriet Foto: Beskæftigelsesministeriet

Gennem et helt arbejdsliv har danskerne 27,8 års fuldtidsbeskæftigelse, mens svenskerne har 31,4 år, og gennemsnittet for de 35 OECD-landene er 30,1 års fuldtidsbeskæftigelse. Det viser en ny opgørelse fra Beskæftigelsesministeriet. 

"Når danskerne over et helt arbejdsliv arbejder mindre end de fleste i OECD-landene, så bekræfter det mig i, at vi fortsat har strukturelle udfordringer på det danske arbejdsmarked. Hvis vi fx havde samme beskæftigelsesfrekvens og arbejdstid som Sverige, ville det svare til, at vi havde 270.000 flere fuldtidsbeskæftigede i Danmark. Vi skal derfor være opmærksomme på, at der skal præsteres mere på arbejdsmarkedet, hvis vi også i fremtiden skal sikre sammenhængskraften i vores samfund og have råd til den velfærd, vi ønsker os," siger beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen.

Opgørelsen over, hvor meget befolkningen i den arbejdsdygtige alder arbejder over et helt arbejdsliv bygger på den gennemsnitlige årlige arbejdstid for beskæftigede samt beskæftigelsesfrekvensen.

Det fremgår af opgørelsen, at danskerne er den befolkning, der arbejder fjerde mindst blandt de 35 OECD-lande, når man kigger på den årlige arbejdstid blandt de beskæftigede. Danskerne arbejder i gennemsnit 1.457 timer om året, mens OECD-landene i gennemsnit arbejder 1.766 timer. Det er kun i Norge, Holland og Tyskland, at de arbejder mindre end i Danmark.

Selv ikke, når man regner den relativt høje danske beskæftigelsesgrad med, kommer Danmark over gennemsnittet i OECD-landene, men ligger på en 11. plads. Den gennemsnitlige årlige arbejdstid for hele befolkningen i den arbejdsdygtige alder er i Danmark 1.071 timer, mens den i OECD-landene er 1.171 timer.

Opgørelsen fremgår af beskæftigelsesministerens svar på to udvalgsspørgsmål stillet af Folketingets Beskæftigelsesudvalg:

Svar på BEU 253 
Svar på BEU 199