Accept af cookies fra bm.dk

Bm.dk benytter cookies til flere formål – fx til at forbedre brugernes oplevelse af hjemmesiden.

Puljen ’Job-bro til uddannelse’ på 59,8 mio. kr. er netop meldt ud til landets kommuner. Puljen er anden del af initiativet med brobygningsforløb til udsatte unge, der udsprang af satspuljeaftalen for 2016.

28. juni 2017
Foto: Beskæftigelsesministeriet Foto: Beskæftigelsesministeriet

Kommuner kan i samarbejde med erhvervsskoler søge om midler til at afprøve og udvikle en indsatsmodel for arbejdet med at hjælpe udsatte unge i uddannelse og væk fra kontanthjælpssystemet. Målet er, at flere udsatte unge påbegynder og gennemfører en ordinær uddannelse. 

Det er et centralt element i indsatsmodellen, at indsatsen sker på erhvervsskoler og virksomheder, så den unge kan prøve kræfter med forskellige fagområder, og at den unge får tilknyttet en uddannelsesmentor, der er en gennemgående person i indsatsen for den unge. 

Der er i alt afsat 59,8 mio. til puljen, og det forventes, at 10-12 projekter indgår i initiativet, som løber over to år. Fristen for ansøgninger er mandag den 2. oktober 2017.

Fakta om satspuljeaftalen 2016 om brobygningsforløb
Der blev som led i satspuljeaftalen for 2016 afsat 105 mio. kr. fra 2016-19 til at flere udsatte unge med faglige og sociale problemer kommer i ordinær uddannelse gennem brobygningsforløb. Midlerne skal ifølge aftalen udmøntes til: 
  • Målrettet udbredelse af brobygningsforløb i kommunerne på baggrund af erfaringerne fra det første brobygningsforsøg.
  • Et nyt kontrolleret forsøg om brobygningsforløb for de mest udsatte unge.

Det er det kontrollerede forsøg, der nu meldes ud i puljen: ’Job-bro til Uddannelse’. Begge initiativer bygger videre på det tidligere forsøg ”Brobygning til uddannelse”, som har vist signifikante effekter i forhold til at få unge i kontanthjælpssystemet i gang med og fastholdt i uddannelse.