Accept af cookies fra bm.dk

Bm.dk benytter cookies til flere formål – fx til at forbedre brugernes oplevelse af hjemmesiden.

Kontanthjælpsreformen fra 2014 har ført til, at færre unge i alderen 25 til 28 år kommer ind i kontanthjælpssystemet, viser en analyse fra Beskæftigelsesministeriet.

20. juni 2017
Foto: Beskæftigelsesministeriet Foto: Beskæftigelsesministeriet

Mellem 1.200 og 2.000 unge i alderen 25-28 år bliver hvert år i arbejde eller fortsætter uddannelse i stedet for at tilgå kontanthjælpssystemet. Det viser en større analyse fra Beskæftigelsesministeriet, der har til formål at undersøge om kontanthjælpsreformen, der trådte i kraft 1. januar 2014, har påvirket overgangen til kontanthjælpssystemet for unge i beskæftigelse og uddannelse.

Med kontanthjælpsreformen blev kontanthjælp til unge, der ikke er fyldt 30 år og som ikke har en erhvervskompetencegivende uddannelse, afskaffet og erstattet af uddannelseshjælp svarende til SU-satsen. Reformen gav dermed unge i kontanthjælpssystemet, der vurderes uddannelsesparate, et styrket økonomisk incitament til at komme i beskæftigelse eller påbegynde en uddannelse.

”Kontanthjælpsreformen er med til at vende de unge i døren, så de fastholdes i arbejde eller uddannelse i stedet for at blive en del af kontanthjælpssystemet. Det er meget positivt, og det viser, at vi med reformen, som et bredt flertal står bag, har givet de unge et incitament til at være i job eller under uddannelse. Analysen bekræfter samtidig, at øgede økonomiske incitamenter, som var et væsentligt element i kontanthjælpsreformen, virker,” siger beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen.

En tidligere analyse fra Beskæftigelsesministeriet viser, at kontanthjælpsreformen har medført en øget afgang fra kontanthjælpssystemet til uddannelse og beskæftigelse for unge mellem 25 og 29 år.

Der ses dermed to effekter af reformen: Flere unge afgår fra kontanthjælpssystemet til beskæftigelse eller uddannelse, og færre unge tilgår kontanthjælpssystemet fra enten beskæftigelse eller uddannelse.

Læs analysen om effekten på overgangen til kontanthjælpssystemet

Læs analysen om effekten på afgangen fra kontanthjælpssystemet