Accept af cookies fra bm.dk

Bm.dk benytter cookies til flere formål – fx til at forbedre brugernes oplevelse af hjemmesiden.

Integrationsgrunduddannelsen (IGU) for flygtninge har nået en milepæl med aftale nr. 1.000.

02. november 2017

Integrationsgrunduddannelsen for flygtninge, IGU, har eksisteret i godt et år, og nu er der kommet fart på aftalerne. Sidst i oktober blev IGU-aftale nr. 1.000 underskrevet.

IGU-ansat nr. 1.000 i Danmark er colombianske Pablo Erazo. Han arbejder i IKEA Gentofte i afdelingen Recovery, hvor returvarer bliver genpakket eller sat på tilbud. Her kan han bruge sin tekniske flair, blive endnu dygtigere og lære at tale dansk med sine nye kolleger.

Udlændinge- og Integrationsminister Inger Støjberg er torsdag på besøg hos IKEA Gentofte for at ønske Pablo Erazo tillykke og fejre, at IGU’en nu for alvor er blevet et værktøj i kassen sammen med virksomhedspraktik og løntilskud.

”Vi skal fejre, at vi har nået en milepæl. Arbejde og integration hænger uløseligt sammen. Et arbejde giver ikke kun adgangskort til en virksomhed, et arbejde er en nøgle til hele det danske samfund. Med gode kolleger lærer man at tale dansk, og efter et stykke tid har man også fået sig en manual til de normer og værdier, der nu engang gælder her,” siger Inger Støjberg.

Beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen er også tilfreds:

”Det er godt, at flere nu får en trædesten til et rigtigt arbejde, så de hurtigere kommer til at forsørge sig selv og bidrage til samfundet. Jeg vil gerne kvittere for, at arbejdsmarkedets parter har været med til at skabe én af vejene til job, nemlig IGU’en, som nu for alvor gør sit indtog på virksomhederne. Indvandringen fra ikke-vestlige lande har hidtil været en stor underskudsforretning for Danmark, og derfor prioriterer vi det meget højt at få flere flygtninge og indvandrere i arbejde.”

IKEA vurderer, at Pablo Erazo har gode forudsætninger for at fuldføre sin IGU. Han kender allerede virksomheden fra sin praktiktid, og han har vist, at han er parat til at arbejde hårdt.

Kommunernes samlede indsats virker. Omkring 30 procent af de flygtninge og familiesammenførte til flygtninge, der er kommet til Danmark, er nu i arbejde efter tre år. Det er en klar forbedring i forhold til 2015, hvor regeringen trådte til, og tallet kun var 12 procent.

Fakta

Integrationsgrunduddannelsen (IGU) var et af initiativerne i trepartsaftalen om arbejdsmarkedsintegration mellem regeringen og arbejdsmarkedets parter fra foråret 2016.

Den er etableret som en mulighed for nytilkomne, hvis kompetencer ikke kan oppebære et arbejde på ordinære danske løn- og ansættelsesvilkår. Det er en forsøgsordning, der løber i 3 år.

Et IGU-forløb varer i to år og består af lønnet praktik og 20 ugers skoleundervisning. Målgruppen er flygtninge og familiesammenførte til flygtninge, der har været i Danmark i mindre end 5 år.

Det er ikke alle IGU-ansatte, der fuldfører forløbet. Hidtil har virksomhederne indberettet, at 138 af de IGU-ansatte er stoppet før tid. Det er ikke blevet undersøgt, hvad årsagerne til afgangen er. Nogle antages at skifte til en uddannelse, andre til et fast job.