Accept af cookies fra bm.dk

Bm.dk benytter cookies til flere formål – fx til at forbedre brugernes oplevelse af hjemmesiden.

Guldborgsund og Vordingborg Kommuner får seks millioner kroner til at opkvalificere ledige til job ved byggeriet af Storstrømsbroen.

08. februar 2018
Foto: Colourbox.com Foto: Colourbox.com

Der bliver behov for hænder og ikke mindst arbejdskraft med de rette kompetencer, når man begynder byggeriet af den nye Storstrømsbro. Derfor får Guldborgsund og Vordingborg Kommuner nu seks millioner kroner til et projekt, som netop skal være med til at sikre, at ledige bliver opkvalificeret og dermed får glæde af de mange job, der kommer, når broen skal bygges. 

Pengene kommer fra en pulje, som flertallet bag Beskæftigelsesreformen (S, DF, V, LA, RV, K) har målrettet opkvalificering til store infrastrukturprojekter som broer, jernbaner og supersygehuse. 

Beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen siger: 

"Det er afgørende, at så mange ledige som muligt får glæde af opsvinget og bliver en del af arbejdsmarkedet. Ikke mindst når det handler om job, der opstår som følge af de store byggerier, som det offentlige står bag, fx Storstrømsbroen. Derfor har vi i efteråret lavet en pulje, der er målrettet den type projekter. Det er godt for den enkelte, virksomhederne og her også Guldborgsund og Vordingborg Kommuner, som får færre ledige."

Projektet er startet op og kører til og med næste år. 250 ledige forventes at få del i puljen og blive opkvalificeret.