Accept af cookies fra bm.dk

Bm.dk benytter cookies til flere formål – fx til at forbedre brugernes oplevelse af hjemmesiden.

Varslingspuljen skal hjælpe afskedigede medarbejdere på DGS Denmark A/S i Thisted videre i nyt job. Beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen fraviger reglerne for udbetaling af varslingsmidler for at undgå, at de primært ufaglærte medarbejdere ender som arbejdsløse.

09. februar 2018

Der er nu hjælp på vej til de medarbejdere på DGS Denmark A/S i Thisted, som tidligere på måneden blev varslet fyret. Beskæftigelsesministeren har godkendt at fravige reglen om, at det er ved større afskedigelser, at jobcentret kan tilbyde en indsats via varslingsmidlerne.

Det betyder, at det Regionale Arbejdsmarkedsråd i Nordjylland kan bevilge 130.000 kroner fra den ordinære varslingspulje til at hjælpe de afskedigede videre i et andet job. Det sker ved, at de 26 timeansatte ud af de 31 varslede får et målrettet karriererådgivningsforløb. De sidste fem medarbejdere har DGS tilbudt individuelle forløb til, som virksomheden selv finansierer.

”Der er brug for en ekstraordinær indsats for disse medarbejdere, da det er småt med lignende arbejdspladser i Thisted og omegn. Jeg kan forstå, at der primært er tale om ufaglærte medarbejdere, og en del af dem har ikke den store erfaring med jobsøgning. Nu får de en målrettet rådgivning, så vi øger deres muligheder for at finde et andet arbejde,” siger beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen.

Varslingspuljen bliver normalt anvendt ved større afskedigelser for mindst 50 pct. af medarbejderne på en arbejdsplads med mindst 100 ansatte. Som et forsøg kan alle jobcentre dog fravige disse krav, så afskedigelsen også omfatter mindst 50 pct. af medarbejderne på et arbejdssted med mindst 20 ansatte.

Beskæftigelsesministeren kan fravige kravene, hvis mulighederne for at opnå anden ansættelse i lokalområdet er begrænset, og der er tale om afskedigelser af et ikke ubetydeligt omfang. Arbejdsmarkedskontor Midt-Nord vurderer, at det ufaglærte arbejdsmarked i området er mættet, og det lokale arbejdsmarked er ramt af lukning af flere industriarbejdspladser, så der er tale om afskedigelser i et betydeligt omfang.

Jobcenter Thisted og DGS Denmark A/S vil begynde indsatsen for afskedigede medarbejdere i løbet af februar.