Accept af cookies fra bm.dk

Bm.dk benytter cookies til flere formål – fx til at forbedre brugernes oplevelse af hjemmesiden.

Regeringen (Socialdemokraterne, Socialistisk Folkeparti og Radikale Venstre) og Enhedslisten har som et led i finanslovsforhandlingerne for 2013 indgået aftale om en ekstraordinær indsats for at få skabt flere fleksjob.

Med seks initiativer til i alt 465 millioner kroner er målet klart. Flere mennesker med nedsat arbejdsevne skal have mulighed for at få et fleksjob og være en del af arbejdsfællesskabet.

De seks initiativer, der kan med virke til at etablere op mod 13.500 fleksjob frem mod 2016, er:

Fleksjobambassadører i kommunerne. Der iværksættes forsøg i alle landets kommuner med ansættelse af mindst to fleksjobambassadører i hver kommune, som skal skabe kontakt mellem virksomheder og ledige fleksjobbere via opsøgende og oplysende arbejde over for virksomhederne.

Kommunale fleksjobansættelser. Der iværksættes forsøg med en ny type kommunale fleksjob, hvor kommunen ansætter en person i et fleksjob og herefter sørger for, at den ansatte i fleksjob kan indgå i konkrete job på fx private virksomheder. Ordningen rettes mod fleksjobbere med meget begrænset arbejdsevne.

Rådgivning til virksomheder med fleksjobansatte med psykiske lidelser. For at forbedre muligheden for fleksjobansættelser for personer med psykiske lidelser gives virksomheder mulighed for rådgivning om konkrete problemstillinger om ansættelse af personer med sådanne lidelser. Der indgås aftale med en relevant aktør, der har særlige kompetencer og kendskab til målgruppen.

Fleksjobværksteder. Det iværksættes forsøg, hvor kommuner kan indgå samarbejdsaftaler med større virksomheder om at etablere fleksværksteder på virksomheden. Samarbejdsaftalen kan eventuelt kombineres med en aftale om, at virksomheden ansætter et bestemt antal personer i fleksjob.

Fleksjobbonus. Som led i målretningen af Forebyggelsesfonden gennemføres et forsøg med at udbetale en bonus til virksomheder, der ansætter en person i et fleksjob i ti timer eller mindre om ugen. Bonussen består i et engangstilskud på 25.000 kroner, som bliver udbetalt, når medarbejderen har været ansat i seks måneder.

Fleksjob i den offentlige sektor. Der nedsættes en arbejdsgruppe, som skal belyse mulighederne for at oprette yderligere fleksjob i den offentlige sektor. Arbejdsgruppen skal herudover gennemføre en intensiv opfølgning på de igangsatte initiativer.