Accept af cookies fra bm.dk

Bm.dk benytter cookies til flere formål – fx til at forbedre brugernes oplevelse af hjemmesiden.

Regeringen (Venstre, Det Konservative Folkeparti og Liberal Alliance), Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti og Radikale Venstre har den 26. august 2017 indgået aftale om at lempe og forenkle reglerne for frivilligt, ulønnet arbejde.

Der skal være bedre muligheder for at udføre frivilligt, ulønnet arbejde og bidrage positivt til samfundet, når man modtager dagpenge og efterløn. Omvendt må reglerne ikke være så lempelige, at ulønnet arbejdskraft fortrænger lønnet arbejdskraft. Det er udgangspunktet for aftalen om frivilligt, ulønnet arbejde.

Hovedelementer i aftalen
  • Dagpengemodtagere kan udføre frivilligt, ulønnet arbejde i en frivillig organisation 10 timer om ugen uden fradrag i ydelsen, mens efterlønsmodtagere kan udføre frivilligt arbejdet 15 timer om ugen uden fradrag i ydelsen. Timekravet er efter gældende regler 4 timer.
  • Modtagere af fleksydelse, som er en efterlønslignende ordning for personer i fleksjobordningen, kan udføre frivilligt, ulønnet arbejde uden begrænsning. Det samme gælder for modtagere af ledighedsydelse (ydelse til ledige i fleksjobordningen). Efter gældende regler er timekravet 4 timer for begge grupper.
  • Ny definition af frivillig organisation, forening eller lignende, så den flugter med definitionen på det sociale område. Med den nye definition fjernes blandt andet kravet om, at overskuddet skal gå til almennyttige formål. Det har tidligere bevirket, at fx idrætsforeninger ikke altid har været omfattet af definitionen.
  • Forskellen mellem ”aktiviteter” og ”frivilligt, ulønnet arbejde” fastholdes, så frivillige aktiviteter fortsat kan udføres uden fradrag i ydelsen. Det betyder, at fradragsreglerne fortsat kun gælder, hvis arbejdsopgaverne har karakter af arbejde, der kan udbydes som lønarbejde.
  • For frivilligt, ulønnet arbejde skal der fortsat sondres mellem, om opgaverne betegnes som primær drift og vedligeholdelse eller som øvrige opgaver. Det skal dog være muligt at udføre mindre opgaver med karakter af primær drift og vedligeholdelse uden fradrag i ydelsen. Det skal ske i de tilfælde, hvor der er tale om mindre frivillige foreninger, hvor det ikke er sædvanligt at ansætte lønnet arbejdskraft til den form for arbejde i foreningen, og hvor arbejdet ikke tidligere har været udført af lønnet arbejdskraft.
  • De nye regler evalueres efter to år.