Accept af cookies fra bm.dk

Bm.dk benytter cookies til flere formål – fx til at forbedre brugernes oplevelse af hjemmesiden.

Danmark skal have en ny beskæftigelsespolitik. Det har regeringen bebudet, og derfor igangsættes nu en udredning af hele indsatsen for ledige. Den skal danne grundlag for en reform af den samlede danske beskæftigelsesindsats.

05. februar 2013

Danmark skal have en ny beskæftigelsespolitik. Det har regeringen bebudet, og derfor igangsættes nu en udredning af hele indsatsen for ledige. Den skal danne grundlag for en reform af den samlede danske beskæftigelsesindsats.

Fire eksperter skal med den tidligere sundheds- og skatteminister Carsten Koch i spidsen kulegrave indsatsen, som samfundet hvert år bruger omkring seks milliarder kroner på.

- Regeringen har som mål at samle et bredt flertal af Folketingets partier og arbejdsmarkedets parter for at lave en grundlæggende reform af beskæftigelsespolitikken. Der er brug for en ny start for indsatsen, der alt for længe har kørt i ring med det lange lys slukket. Det har ført til kontrol og meningsløs aktivering frem for reel opkvalificering og varig beskæftigelse, siger Mette Frederiksen.

Udredningen kører i to spor med en ekspertgruppe og en partsgruppe. Partsgruppen er sammensat af arbejdsmarkedets parter og skal rådgive regeringen. På baggrund af en rapport fra ekspertgruppen og en drøftelse med arbejdsmarkedets parter kommer regeringen senere med et udspil til en reform af beskæftigelsesindsatsen.

Ekspertgruppen skal grundlæggende se på, hvordan indsatsen bedst muligt løfter lediges kompetencer, så de kommer i varig beskæftigelse, og samtidig ruster dem til morgendagens arbejdsmarked, hvor kravet om uddannelse og opkvalificering bliver et grundvilkår. Faktum er, at der bliver færre og færre job til ufaglærte.

Eksperterne skal også pege på, hvordan beskæftigelsesindsatsen giver størst mulig værdi for den enkelte, for virksomhederne og for samfundet.

- Vi er forpligtet til nytænkning - sådan at flest muligt kan blive en del af det arbejdsfællesskab, der er en afgørende byggesten for vores velfærdssamfund og for den enkeltes liv og muligheder i tilværelsen, siger Mette Frederiksen.
 
Ekspertgruppen og partsgruppen skal grundlæggende svare på tre spørgsmål:

  • Hvordan sikres en beskæftigelsesindsats, der hjælper de ledige hurtigst muligt i varig beskæftigelse?
  • Hvordan sikres en meningsfuld beskæftigelsesindsats, der tager udgangspunkt i den enkelte lediges behov – uden at svække princippet om, at ledige skal stå til rådighed for arbejdsmarkedet?
  • Hvordan kan samarbejdet mellem virksomheder og jobcentre styrkes, herunder hvordan sikres et optimalt jobmatch, fx så virksomhederne får den mest kvalificerede arbejdskraft, og ledige kommer i varig beskæftigelse?

Høj beskæftigelse er fundamentet for velfærd og velstand, og derfor er spørgsmålene meget centrale at få belyst, mener formanden for udredningen Carsten Koch.

- Det kan betale sig at gøre en indsats for at få ledige på passiv forsørgelse i job, men man skal bruge de rigtige redskaber. Derfor er det afgørende, at man får en grundig analyse af, hvordan man bedst hjælper ledige i job, og hvordan virkeligheden ser ud i jobcentrene, siger Carsten Koch, der også er formand for Beskæftigelsesrådet, som rådgiver beskæftigelsesministeren.

Udredningens arbejde bliver opdelt i to faser og munder ud i to rapporter. Første del belyser indsatsen for ledige, der er parate til at komme i job. Anden del omfatter de ikke arbejdsmarkedsparate herunder personer på kontanthjælp, sygedagpenge, ledighedsydelse eller revalidering.

Den første rapport og udredningens anbefalinger ventes klar i efteråret, mens den anden rapport efter planen er færdig i efteråret 2014.

Udredningen af beskæftigelsesindsatsen får sekretariat i Beskæftigelsesministeriet.

Ekspertgruppens medlemmer er:

Formand: Carsten Koch: Tidligere skatte- og sundhedsminister og blandt andet nuværende formand for Beskæftigelsesrådet.
Michael Rosholm: Professor ved Institut for Økonomi på Aarhus Universitet og tidligere vismand.
Per Kongshøj Madsen: Professor ved Institut for Økonomi, Politik og Forvaltning ved Aalborg Universitet, hvor han leder Center for Arbejdsmarkedsforskning (CARMA). Han er også formand for AE, Arbejdsbevægelsens Erhvervsråd.
Vibeke Jensen: Beskæftigelseschef i Aarhus Kommune, tidligere medlem af Arbejdsmarkedskommissionen.

Proces for ekspert- og partsgruppen:

  • Trin 1: Ekspertgruppen udarbejder et foreløbigt udkast til rapport, som forelægges for arbejdsmarkedets parter, der kommenterer udkastet.
  • Trin 2: På baggrund af kommentarerne fra parterne færdiggør ekspertgruppen deres rapport.
  • Trin 3: Den endelige rapport sendes til regeringen, og rapporten drøftes med arbejdsmarkedets parter.
  • Trin 4: På denne baggrund udarbejder regeringen et udspil til en reform af beskæftigelsespolitikken

Læs mere

Kommissorium

 

Kontakt
Ønsker du kommentar eller interview med beskæftigelsesministeren, så ring til vores pressetelefon
T: Pressekontakt 5123 2830