Accept af cookies fra bm.dk

Bm.dk benytter cookies til flere formål – fx til at forbedre brugernes oplevelse af hjemmesiden.

Ansatte i byggeriet har næsten dobbelt så stor risiko for at komme ud for en alvorlig arbejdsulykke som andre. Derfor er de centrale aktører inden for byggeriet blevet enige om en ny handleplan, der skal sætte en stopper for de mange ulykker.

10. januar 2014

Ansatte i byggeriet har næsten dobbelt så stor risiko for at komme ud for en alvorlig arbejdsulykke som andre. Derfor er de centrale aktører inden for byggeriet blevet enige om en ny handleplan, der skal sætte en stopper for de mange ulykker.

Med 50 konkrete initiativer bliver der nu sat ind for at forbedre sikkerheden, så færre kommer til skade på landets byggepladser. Initiativerne mod arbejdsulykker har særligt fokus på at forbedre planlægningen fra bygherrens og entreprenørens side og at styrke sikkerheden i selve udførelsen af arbejdet.

Beskæftigelsesminister Mette Frederiksen siger:

- I Danmark skal man trygt kunne tage på arbejde hver dag - uden frygt for at komme til skade. Derfor er jeg rigtig glad for, at det er dem, der har deres daglige gang ude på byggepladserne, der i fællesskab står bag handleplanen. De kender byggeriets farer bedst og ved, hvor skoen trykker. Vi kan kun sikre færre ulykker inden for byggeriet, hvis alle tager ansvar, og vi løfter i flok. Jeg forventer, at parterne bag handleplanen nu lægger alle kræfter i, så vi for alvor kan få knækket ulykkeskurven.

Formand for BAT’s arbejdsmiljøudvalg, Jørn Erik Nielsen, ser handleplanen som en ny begyndelse:

- Det er en ambitiøs plan, der skal gøre det sikkert at arbejde i byggeriet. Vi skal bygge på sikkerhed i branchen, og alle skal stramme op. Mester, svende og lærlinge skal løbende tale om sikkerhed i firmaet og på byggepladsen. Og bygherrer og rådgivere skal løfte deres ansvar for sikkerheden. I BAT er vi klar til at tage fat.

Bygherreforeningens direktør Henrik L. Bang siger:

- Foreningen af rådgivende ingeniører, Danske Arkitektvirksomheder og Bygherreforeningen har bidraget aktivt i arbejdet med handleplanen og ser, at branchen er rykket tættere sammen i indsatsen for at forbedre sikkerheden på byggepladserne. Initiativerne rettet mod bygherrer og rådgivere fokuserer især på planlægningsfasen i bygge- og anlægsprojekterne, og vi ser frem til at øge fokus på arbejdsmiljøet ude på byggepladserne.

Direktør for Dansk Byggeri Peter Stenholm siger:

- Som arbejdsgivere har vi den holdning, at sikkerheden og arbejdsmiljøet på byggepladserne er ligeså vigtigt som kvalitet og effektivitet. Det gør vi ud fra en grundholdning om, at de fire ting hænger uløseligt sammen og er hinandens forudsætninger.

Handleplanen udspringer af finanslovsaftalen for 2013, hvor regeringen og Enhedslisten blev enige om at nedbringe antallet af ulykker i byggeriet. I den forbindelse fik arbejdsmarkedets parter, Arbejdstilsynet og bygherrerne, de rådgivende ingeniører og arkitekter til opgave at udarbejde en handleplan mod arbejdsulykker i bygge- og anlægsbranchen.

Initiativerne vil nu blive udmøntet i tæt samarbejde mellem aktørerne bag handleplanen.

Kontakt:

  • Beskæftigelsesminister Mette Frederiksen
    Beskæftigelsesministeriets pressetelefon: 51 23 28 30

  • Dansk Byggeri
    Mette Møller Nielsen, arbejdsmiljøchef
    Mobil: 22 45 47 72

  • BAT-kartellet
    Ulrik Spannow, arbejdsmiljøkonsulent
    Mobil: 25 32 49 74

  • Bygherreforeningen
    Hanne Ullum, udviklingschef
    Mobil: 53 58 66 74

  • Arbejdstilsynet
    Pressetelefon: 72 20 93 94