Accept af cookies fra bm.dk

Bm.dk benytter cookies til flere formål – fx til at forbedre brugernes oplevelse af hjemmesiden.

Pressemeddelelse fra Ekspertgruppen om udredningen af den aktive beskæftigelsesindsats

20. januar 2015

Ekspertgruppen om udredningen af den aktive indsats beskæftigelsesindsats er i gang med at færdiggøre sin anden og afsluttende rapport, der handler om indsatsen til gruppen af borgere i udkanten af arbejdsmarkedet.

På grund af den aktuelle situation med et stigende antal flygtninge, der kommer til Danmark, har regeringen anmodet ekspertgruppen om at fremrykke afrapporteringen om integrationsprogrammet, som er den særlige integrationsindsats, der gives til nyankomne flygtninge og familiesammenførte udlændinge.

Ekspertgruppen har imødekommet regeringens ønske og har netop afleveret sine anbefalinger til integrationsprogrammet, så det kan indgå i regeringens videre arbejde med sit integrationsudspil.

Hovedpunkterne i ekspertgruppens anbefalinger er:

  • En mere virksomhedsrettet indsats
    Deltagere i integrationsprogrammet skal have en virksomhedsrettet indsats som en obligatorisk del af integrationsprogrammet. Kravet om, at integrationsprogrammet i gennemsnit skal være 37 timer pr. uge ændres, så der i stedet kan gives en mere meningsfuld indsats, der tager udgangspunkt i deltagernes styrker og behov.

  • Et kortere og mere intensivt integrationsprogram
    Varigheden af det i dag 3-årige integrationsprogrammet ændres til højest to år, og samtidig skal der større og tidligere fokus på en indsats, der er individuelt tilpasset den enkelte nytilkomnes udfordringer. For at sikre en tidlig indsats skal der højest gå to uger fra borgeren ankommer til kommunen til den første samtale med borgeren holdes.

  • Rehabiliteringsteamet skal sikre en kontinuerlig indsats, når programmet slutter
    Deltagere, der fortsat er aktivitetsparate efter to år i integrationsprogrammet, har pligt til at deltage i en tværfaglig vurdering af deres situation og videre forløb i rehabiliteringsteamet.

Formand for ekspertgruppen Carsten Koch siger:

- Der er behov for at se integrationsprogrammet efter i sømmene. To tredjedele af deltagerne er hverken kommet i arbejde eller uddannelse, når programmet afsluttes efter tre år. Vi vil først og fremmest give kommunerne mere effektive incitamenter til at inddrage virksomhederne.

- Det er netop det virksomhedsrettede, der virker bedst i forhold at få nyankomne i beskæftigelse. En indsats med et klart jobsigte og i tæt samarbejde med virksomheder er en effektiv vej til et arbejde – frem for den hidtidige indsats med kommunale projekter.

Beskæftigelsesminister Henrik Dam Kristensen siger:

- Vi står lige nu med en helt aktuel udfordring med det stigende antal flygtninge fra blandt andet Syrien – og det er afgørende, at vi ikke gentager fortidens synder. Derfor er det vigtigt for os, at vi får forbedret integrationsprogrammet, for det fungerer ikke godt nok i dag.

- Vi skal have en integrationsindsats, der bygger på ret og pligt og sikrer, at flygtninge, der er i stand til det, medvirker til hurtigst muligt at finde en plads på det danske arbejdsmarked og i det danske samfund. Jeg er derfor glad for, at ekspertgruppen har fremskyndet sit arbejde og har afleveret sine anbefalinger til en bedre integration. De anbefalinger vil vi tage med i regeringens samlede videre arbejde mod en forbedret integrationsindsats.

Ekspertgruppen består af tidligere skatte- og sundhedsminister Carsten Koch, der er formand, og af:

  • Michael Rosholm, professor ved Institut for Økonomi på Aarhus Universitet og tidligere vismand.
  • Per Kongshøj Madsen, professor ved Center for Arbejdsmarkedsforskning (CARMA), Institut for Statskundskab, Aalborg Universitet, og formand for AE, Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.
  • Vibeke Jensen, beskæftigelseschef i Aarhus Kommune og tidligere medlem af Arbejdsmarkedskommissionen.

Læs mere

Ekspertgruppens delrapportering om integrationsindsatsen for nyankomne flygtninge og familiesammenførte

 

Yderligere oplysninger

  • Formand for ekspertgruppen, Carsten Koch,
    på telefon 2219 3892

  • Pressechef i Beskæftigelsesministeriet, Christian Lehmann,
    på telefon 2089 9045