Accept af cookies fra bm.dk

Bm.dk benytter cookies til flere formål – fx til at forbedre brugernes oplevelse af hjemmesiden.

03. marts 2017

Ledigheden steg i januar måned. Der var således 400 flere fuldtidsledige end måneden før, og dermed er ledigheden nu på 4,2 procent af arbejdsstyrken. Det svarer til en ledighed på 114.000 personer. Det viser den månedlige opgørelse fra Danmarks Statistik. Samtidig har beskæftigelsen været stigende siden foråret 2013. 

Beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen siger:

- I januar måned ser vi en lille stigning i ledigheden. Det skyldes hovedsageligt det samme, som vi har set de seneste måneder, nemlig at flere flygtninge og familiesammenførte visiteres jobparate i stedet for aktivitetsparate. De senere år er ledigheden dog faldet, beskæftigelsen steget, og der er kommet færre på offentlig forsørgelse.

- Vi skal udnytte  fremgangen til at få flere mennesker ind i arbejdsfællesskabet. Det handler ikke mindst om de unge. Hver femte ung i Danmark har hverken opnået studie- eller erhvervskompetence syv år efter 9. klasse. Det er et alvorligt problem, der kalder på handling. Den rigtige hjælp kan være forskellen på at blive en del af arbejdsmarkedet og kunne forsørge sig selv og sin familie frem for at være udenfor arbejdsfællesskabet i voksenlivet. Derfor vil regeringen senere lancere et udspil til, hvordan vi får taget hånd om de unge.

- For at vi kan fastholde de gode takter, er det afgørende, at vi udnytter de seneste teknologiske udviklinger, fx avanceret robotteknologi og automatisering, til at skabe vækst og dermed endnu flere job i Danmark. Derfor ser jeg frem til næste uge, hvor jeg sammen med Folketingets Beskæftigelsesudvalg tager til Sydkorea for at studere robotteknologi nærmere. Det er også et tema, vi vil tage op i partnerskabet om fremtidens arbejdsmarked, som regeringen vil nedsætte, når de private overenskomstforhandlinger er afsluttet.

Rettelse
Beskæftigelsesministerens citat om unge er justeret 5. marts 2017 på baggrund af rettelser i rapporten fra Ekspertgruppen om bedre veje til en ungdomsuddannelse.

Se mere på Undervisningsministeriets hjemmeside

 

Læs mere

Find tallene på Danmarks Statistiks hjemmeside



Kontakt

Ønsker du kommentar eller interview med beskæftigelsesministeren, så ring til vores pressetelefon

T:
5123 2830