Accept af cookies fra bm.dk

Bm.dk benytter cookies til flere formål – fx til at forbedre brugernes oplevelse af hjemmesiden.

Beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen igangsætter nu en undersøgelse af institutioners tilbagebetaling af lån til Arbejdsmarkedets Feriefond.

16. maj 2017

Der er brug for mere viden, før der kan findes en løsning på, at en række museer og andre kulturinstitutioner er blevet bedt om at tilbagebetale deres lån til Arbejdsmarkedets Feriefond tidligere, end de har forventet.  Det står klart, efter at partierne bag loven har drøftet sagen og mulige løsninger.

Beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen har derfor besluttet at igangsætte en undersøgelse af området med bistand fra Kammeradvokaten. Undersøgelsen skal sikre, at alle aspekter af sagen er tilstrækkeligt belyst, inden der træffes beslutning om, hvad der skal ske med tilbagebetaling af lånene fra Arbejdsmarkedets Feriefond. Kammeradvokaten er blevet bedt om at lave en tilbundsgående undersøgelse af lånene hos Arbejdsmarkedets Feriefond.  Undersøgelsen skal give et solidt grundlag at basere en kommende løsning på, herunder en vurdering der sikrer en løsning i overensstemmelse med bl.a. EU’s statsstøtteregler.

Beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen siger:

”Der er brug for mere viden, før vi kan træffe en endelig beslutning om lånene. Reglerne på området er meget komplekse, og institutionernes økonomiske situation er vidt forskellige. Derfor har jeg igangsat en tilbundsgående undersøgelse med bistand fra Kammeradvokaten, hvor vi gennemgår lånene hos Arbejdsmarkedets Feriefond. Det er afgørende, at alle hjørner er ordentligt belyst, så vi kan finde en holdbar og fremtidssikret løsning på problemet.
 
Jeg ved, at de berørte museer og institutioner har brug for, at der findes en løsning snarest muligt. Så snart undersøgelsen er færdig, vil jeg derfor indkalde aftalepartierne, og det er min ambition, at vi er klar med en løsning inden sommerferien.”

Baggrunden for sagen er, at Arbejdsmarkedets Feriefond har lånt penge ud til en række kulturinstitutioner. I 2014 besluttede et flertal af de politiske partier bestående af S, SF, R, K og V at overføre 280 millioner kroner af fondens formue til staten samtidig med, at det blev præciseret, at fondens primære formål er at støtte vanskeligt stillede familier med ferieophold. Det betyder, at institutionerne er blevet bedt om at afvikle alle lånene før tid.

Kontakt

Beskæftigelsesministeriet
Pressevagt: 5123 2830