Accept af cookies fra bm.dk

Bm.dk benytter cookies til flere formål – fx til at forbedre brugernes oplevelse af hjemmesiden.

11. maj 2017

Landbruget er et af de farligste erhverv i Danmark at arbejde i. Sidste år mistede 11 livet i en arbejdsrelateret ulykke i landbruget, og dermed var landbruget i 2016 det erhverv med flest dødsulykker.

Beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen og formanden for Landbrug & Fødevarer Martin Merrild har derfor besluttet at iværksætte en fælles indsats for færre arbejdsulykker i landbruget. Indsatsen bliver tilrettelagt i tæt samarbejde med Arbejdstilsynet og Branchefællesskabet for Arbejdsmiljø (BFA) for Transport, Service, Turisme og Jord til Bord.

Beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen siger:

”De mange dødsulykker i landbruget kalder på akut handling. Det er menneskeliv, vi taler om, og hver dødsulykke er sin egen tragedie. Derfor igangsætter vi nu en fælles indsats for færre ulykker – for sammen står vi stærkere. Med indsatsen skal det sikres, at landmændene er klædt bedre på til at undgå ulykker. Det er især arbejdet med de store dyr og maskiner, der giver alvorlige ulykker – så her skal vi have de enkelte landmænd til at være ekstra opmærksomme.”

Formand for Landbrug & Fødevarer Martin Merrild siger:

”At være landmand er Danmarks bedste job, og det skal det blive ved med at være. Landmanden og de ansatte er bedriftens vigtigste ressource, og derfor skal vi passe på os selv og hinanden.  Derfor kan vi ikke acceptere det høje ulykkestal, som vi så sidste år. Vi skal stramme os mere an og sætte os for at blive mere skarpe på arbejdsmiljø og sikkerhed. Vi skal blive bedre til at tænke arbejdsmiljøet ind i hverdagen og lære mere systematisk af de ulykker, som desværre sker og vil ske. Det ser jeg frem til at samarbejde med Arbejdstilsynet og parterne om”.

Indsatsen indebærer, at Arbejdstilsynet ikke alene skal kontrollere arbejdsmiljøet – men i højere grad skal gå i dialog med landmændene om de største farer og metoder til at forebygge ulykker.

Samtidig skal det understøttes, at viden systematisk deles inden for branchen, så det sikres, at alle parter får indsigt i årsagerne til ulykkerne – og kan tilrettelægge forebyggelsesindsatsen med udgangspunkt i de største og hyppigste arbejdsmiljøproblemer.

Herudover skal der iværksættes en målrettet kommunikationsindsats, som skal understøtte, at landmændene får øget opmærksomhed på at forebygge og lærer af de ulykker, der er sket.

Kontakt

Beskæftigelsesministeriet
Pressevagt: 5123 2830