Accept af cookies fra bm.dk

Bm.dk benytter cookies til flere formål – fx til at forbedre brugernes oplevelse af hjemmesiden.

11. august 2017

Ledigheden var stort set uændret i juni måned. Der var således  400 flere ledige end måneden før, og dermed er ledigheden fortsat  på 4,3 procent af arbejdsstyrken. Det svarer til en ledighed på 116.400 personer. Det viser den månedlige opgørelse fra Danmarks Statistik. Samtidig har beskæftigelsen været stigende siden foråret 2013. 

Beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen siger:

"I juni måned ser vi en lille stigning i ledigheden. Ledigheden er fortsat lav og antallet på offentlig forsørgelse er faldet gennem de senere år. Samtidig ser vi fortsat fremgang i beskæftigelsen, som har været uafbrudt stigende siden foråret 2013."

"Vi kan blandt andet se, at antallet på kontanthjælp falder. Siden kontanthjælpsloftet trådte i kraft i april 2016, er der kommet færre i kontanthjælpssystemet. Det skyldes naturligvis de gode konjunkturer, men jeg er ikke i tvivl om, at de nye regler med kontanthjælpsloft og 225-timers-regel også spiller ind. Og vi skal længere endnu. Regeringen vil derfor komme med et udspil til Jobreform 2, der skal øge gevinsten ved at arbejde yderligere."

"Derudover er trepartsforhandlingerne om voksen- og efteruddannelse i gang igen efter sommerferien. Her skal vi sammen med arbejdsmarkedets parter finde fælles løsninger, som sikrer, at arbejdsstyrken i fremtiden har de nødvendige kompetencer – både af hensyn til den enkelte og virksomhederne, så de kan få den arbejdskraft, som de har brug for. Her er det især medarbejdere med ingen eller kort uddannelse, som vi skal have fokus på."

"Vi har også fokus på fremtidens arbejdsmarked med Disruptionrådet, hvor vi blandt andet skal drøfte, hvordan nye teknologier og forretningsmodeller – som f.eks. platformsøkonomi – påvirker arbejdsmarkedet. Det er afgørende, at vi forbereder og dermed ruster danskerne og virksomhederne til at gribe de muligheder, som opstår med de hastige forandringer."

Læs mere

Find tallene på Danmarks Statistiks hjemmeside

Kontakt

Beskæftigelsesministeriet
Pressevagt: 5123 2830