Accept af cookies fra bm.dk

Bm.dk benytter cookies til flere formål – fx til at forbedre brugernes oplevelse af hjemmesiden.

04. september 2017

Veteraner med PTSD får nu mulighed for at få en second opinion hos en specialist i psykiske sygdomme. Det sker som led i en ny veteranpakke fra regeringen, der skal styrke sagsbehandlingen af veteranernes arbejdsskadesager.

Konkret får veteranerne ret til en second opinion hos en specialist med særlig viden om veteraners psykiske sygdomme. Arbejdsmarkedets Erhvervssikring (AES) skal indhente denne second opinion i de sager, hvor det vurderes, at veteranens PTSD ikke skyldes udsendelsen, og derfor ikke kan føre til erstatning. Det betyder, at AES ikke kan afvise en sag om PTSD uden, at veteranen er tilset af en ekstra speciallæge.

Derudover igangsættes en praksisundersøgelse af, om sagsbehandlingen sker i overensstemmelse med reglerne på området, og om afgørelserne er til at forstå.

I forbindelse med de kommende satspuljeforhandlinger ønsker regeringen desuden at afsætte 10 millioner kroner til at nedbringe sagsbehandlingstiden i veteranernes arbejdsskadesager kraftigt.

Beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen siger:

”Vores veteraner skal kunne have fuld tillid til, at deres skader bliver vurderet korrekt, og at de får den erstatning, de er berettiget til. Den kritik, der er rejst af sagsbehandlingen, har gjort stort indtryk på mig – og på baggrund af dialog med veteraner, organisationer og eksperter er det tydeligt, at der er behov for at skabe øget tryghed for veteranerne.”

”Veteranernes helt særlige arbejdsforhold kan gøre det vanskeligt at behandle sagerne i arbejdsskadesystemet. Derfor er jeg rigtig glad for, at vi nu sikrer, at veteranerne får ret til en second opinion, inden der træffes en endelig afgørelse. Derudover har jeg bedt Ankestyrelsen om at gennemføre en praksisundersøgelse af området, så vi kan være sikre på, at sagsbehandlingen foregår efter bogen.”

”Som minister er jeg samtidig meget optaget af, hvordan vi får nedbragt sagsbehandlingstiden for veteraner, der i dag er alt for lang. Og et ekstra tjek af en specialist risikerer at forlænge sagerne. Derfor ønsker regeringen i forbindelse med de kommende satspuljeforhandlinger at afsætte 10 mio. kr. til sagsbehandlingen. Der er i dag etableret et sekretariat, der har særligt fokus på at behandle veteranernes sager, og sagsbehandlingstiden er blevet nedbragt. Ambitionen er, at den skal ned på et år.”

Anerkendelsesprocenten for veteransagerne om PTSD er cirka 80 pct. for sager anmeldt fra 1992 og frem til april 2017. Det vil sige, at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring anerkender omkring fire ud af fem sager om veteraner med PTSD. Baggrunden er, at et flertal bestående af alle partier i 2014 indførte en særlov, der lempede dokumentationskravet og dermed gav flere veteraner mulighed for at få anerkendt PTSD som en arbejdsskade.

Troels Lund Poulsen igangsatte kort før jul en gennemgang af sagsbehandlingen for veteraner. Det skyldes bl.a., at en række veteraner og deres organisationer har stået frem med kritik af, at der er tidligere udsendte soldater med PTSD, der ikke kan forstå, hvorfor de ikke kan få erstatning. Kritikken har gjort det tydeligt for regeringen, at der er behov for at skabe øget tryghed for de veteraner, som efter en udsendelse udvikler en psykisk lidelse, og derfor igangsætter regeringen nu en række nye initiativer.

Veteranpakken består i alt af fire initiativer:

  1. Ret til en second opinion. Som en forsøgsperiode indføres en ret til en ekstra speciallægeundersøgelse – second opinions - i de sager, hvor AES umiddelbart vurderer, at veteranens sag om PTSD ikke kan anerkendes som en arbejdsskade.

  2. Nedbringelse af sagsbehandlingstiden. Regeringen ønsker at øremærke 10 mio. kroner til at nedbringe sagsbehandlingstiden for veteraner i AES betydeligt i forbindelse med satspuljeforhandlingerne.

  3. Praksisundersøgelse af sagsbehandlingen. En praksisundersøgelse af området skal sikre, at AES’ afgørelser lever op til regler og praksis.

  4. Lægeerklæringer skal forbedres. Regeringen vil anmode AES om at hæve kvaliteten af de lægeerklæringer, som bruges i veteransagerne. Det sker for at sikre, at afgørelserne træffes på et lægefagligt grundlag, der til fulde tager højde for de særlige belastninger, som veteraner har været udsat for.

Video

Hør ministeren

 

Kontakt

Beskæftigelsesministeriet
Pressevagt: 5123 2830