Accept af cookies fra bm.dk

Bm.dk benytter cookies til flere formål – fx til at forbedre brugernes oplevelse af hjemmesiden.

Den 15. februar 2016 trådte der nye regler for kønsopdelt lønstatistik i kraft. Reglerne om kønsopdelt lønstatistik vil fremover gælde for virksomheder med mindst 35 ansatte.

Kønsopdelt lønstatistik

Alle virksomheder med mindst 35 ansatte, og med mindst 10 kvinder og 10 mænd med samme arbejdsfunktion, vil fremover få tilsendt en kønsopdelt lønstatistik.

Virksomhederne behøver ikke selv at udarbejde eller betale for den kønsopdelte lønstatistik. Danmarks Statistik udarbejder statistikken og fremsender den til virksomheden en gang om året. Nogle virksomheder vil i stedet få udarbejdet statistikken af deres arbejdsgiverorganisation.

Lønstatistik efter de nye regler udsendes i efteråret 2016 på baggrund af virksomhedernes lønoplysninger for 2015.

Redegørelser for indsatsen for lige løn
Den enkelte virksomhed kan i stedet for kønsopdelt lønstatistik stadig vælge at udarbejde løbende redegørelser om indsatsen med at fremme lige løn på virksomheden, hvis virksomheden har indgået aftale om det med medarbejderne.

Redegørelserne om indsatsen for lige løn skal indeholde:

  • Beskrivelse af vilkår, der har betydning for mænd og kvinders løn på virksomheden
  • Konkret handlingsplan for en periode på 1-3 år med opfølgning

Vejledning om kønsopdelt lønstatistik
Beskæftigelsesministeriet vil revidere den eksisterende vejledning om den kønsopdelte lønstatistik. Vejledningen giver et samlet overblik over reglerne for kønsopdelt lønstatistik i ligelønsloven.

Redegørelse om indsatsen for lige løn
Beskæftigelsesministeren og ligestillingsministeren skal hvert tredje år lave en samlet redegørelse om indsatsen for lige løn mellem mænd og kvinder.

Formålet med redegørelsen er at:

  • Øge opmærksomheden på lige løn
  • Intensivere arbejdet med at nedsætte lønforskelle mellem mænd og kvinder
  • Understøtte at indsatsen for at fremme lige løn diskuteres mellem ledelse og medarbejdere.