Accept af cookies fra bm.dk

Bm.dk benytter cookies til flere formål – fx til at forbedre brugernes oplevelse af hjemmesiden.

Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering
Ansøgningsfrist 

Har du interesse for beskæftigelsespolitik, og vil du være med til at gøre ministeriets visioner til virkelighed? Er du interesseret i at få reformerne på beskæftigelsesområdet til at blive en succes? Så er stillingen i Arbejdsmarkedskontor Midt-Nord måske noget for dig.  
 
Vi arbejder for et sundt og dynamisk arbejdsmarked  
I Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering har vi ansvar for at skabe det bedst mulige grundlag for et sundt, dynamisk og effektivt arbejdsmarked, hvor flest mulige har job eller uddanner sig, og hvor virksomheder på alle niveauer har adgang til de medarbejdere de har brug for – ufaglærte, faglærte, eller højt specialiserede vidensmedarbejdere.  
 
Vores arbejdsfelt er bredt og varieret og spænder fra at tilvejebringe og udvikle et kvalificeret grundlag for arbejdsmarkedspolitiske beslutninger, til implementering af beskæftigelsespolitikken i dialog med vores mange samarbejdspartnere. Alt hvad vi beskæftiger os med kvalificeres af høje faglige standarder og evidensbaseret viden, der på en gang skal forankre og inspirere de politiske beslutninger og omsætningen af dem til administrerbar dagligdag med betydning for millioner af mennesker.  
 
Du kan læse mere om os på www.star.dk.
 
Vær med til at styrke implementering af beskæftigelsespolitikken  
Du bliver en del af Arbejdsmarkedskontor Midt-Nord, som bl.a. medvirker til en effektiv implementering af beskæftigelsespolitiske reformer og metodeudviklingsprojekter. 
 
Arbejdsmarkedskontor Midt-Nord har, udover implementeringsopgaver, løbende dialog med 30 jobcentre, f.eks. i form af møder og gennem netværksaktiviteter. Derudover betjener vi tre regionale arbejdsmarkedsråd og har mange samarbejdspartnerne herunder uddannelsesinstitutioner, a-kasser, virksomheder m.fl. Endelig tilvejebringer og bearbejder vi data om arbejdsmarkedet, som vi formidler til relevante interessenter. 
 
Dine primære arbejdsopgaver vil være: 
  • at understøtte jobcentrene i forbindelse med implementering af reformer 
  • diverse projekter, som vil blive udbudt gennem styrelsen 
  • at overvåge det regionale arbejdsmarked og jobcentrenes indsats gennem udarbejdelse af statistik og notater 
  • at understøtte og sekretariatsbetjene de regionale arbejdsmarkedsråd. 
 
Din baggrund, kompetencer og hidtidige erfaring vil være afgørende for, hvorledes dine opgaver konkret sammensættes.  
 
Bliv vores nye kollega  
Vi forestiller os, at du:  
  • har en relevant samfundsvidenskabelig uddannelse, f.eks. cand.scient.pol., scient.adm., cand.merc. eller lignende 
  • har gode formidlings- og kommunikative evner i forhold til at kunne præsentere problemstillinger og se løsninger 
  • har et godt kendskab til det beskæftigelsespolitiske område  
  • kan arbejde selvstændigt og i teams, er engageret og kan holde mange bolde i luften på en gang   
  • trives med uforudsigelighed i opgaverne.  
 
Vi finder løsninger sammen 
Som en del af Beskæftigelsesministeriet, er Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering med til at sætte rammerne for menneskers arbejdsliv, og vi er derfor forpligtet til at finde de bedste løsninger. Dem finder vi i fællesskab. Hos os er dørene åbne og barriererne lave. Vi deler vores viden og giver hinanden med- og modspil, så ideerne skærpes, inden de bliver til fælles løsninger. 
 
Hos os kommer du til at arbejde sammen med fagligt dygtige og dedikerede kolleger i en hverdag med højt tempo og store udfordringer. Hver dag byder på nye problemstillinger, og du skal derfor være parat til at tage opgaver ind fra højre og sætte hele dit faglige register i spil. Til gengæld får du gode muligheder for at gøre en positiv forskel for menneskers arbejdsliv. 
 
Løn- og ansættelsesvilkår  
Stillingen er en fuldtidsstilling. Vi vil gerne have, at du starter senest den 1. maj 2017.  
 
Du bliver ansat som fuldmægtig efter overenskomsten for akademikere i staten.  
 
Dit daglige arbejdssted er Arbejdsmarkedskontor Midt-Nord, Nybrogade 16, 1. sal, 9000 Aalborg.  
 
Spørgsmål og ansøgning  
Fik du ikke svar på alle dine spørgsmål? Så er du velkommen til at kontakte arbejdsmarkedschef Henrik Christensen på tlf.nr. 7222 3631 og tillidsrepræsentant Ulrikka Sletten på tlf.nr. 7222 3643.  
 
Har du spørgsmål til løn- og ansættelsesvilkår, er du velkommen til at kontakte fuldmægtig Michelle Petersen i Beskæftigelsesministeriets HR på tlf.nr. 7220 5279.  
 
Alle interesserede ansøgere uanset alder, køn, handicap, religion eller etnisk tilhørsforhold opfordres til at søge stillingen.  
 
Send din ansøgning elektronisk via linket nedenfor. Vi skal have din ansøgning, cv og eksamenspapirer senest torsdag den 23. marts 2017.  
 
Vi forventer at afholde samtaler onsdag den 29. marts 2017.  
 

Send ansøgning