Accept af cookies fra bm.dk

Bm.dk benytter cookies til flere formål – fx til at forbedre brugernes oplevelse af hjemmesiden.

Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø
Ansøgningsfrist 

Har du lyst til at blive en del af et stærkt fagligt miljø, hvor forskning har stor betydning, og hvor troværdighed er afgørende? Har du mod på at forske i kemisk arbejdsmiljø, toksikologi, nanosikkerhed og mikrobiologi? Så er du måske en af de to laboranter vi søger til vores forskningsgruppe.
 
Vi arbejder for et sundt og dynamisk arbejdsmarked  
I Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø forsker vi i emner, der har betydning for arbejdsmiljø og arbejdsrelateret helbred nu og i fremtiden. Som en sektorforskningsinstitution inden for Beskæftigelsesministeriet er det også vores opgave at overvåge og evaluere udviklingen i arbejdsmiljøet samt at pege på nye risici. Vi uddanner nye forskere og formidler vores forskningsresultater i anerkendte tidsskrifter. Vi formidler den forskningsbaserede viden til arbejdspladser, myndigheder, arbejdsmarkedets parter og rådgivere på arbejdsmiljøområdet. Derved bidrager vi til at forbedre arbejdsmiljøet i Danmark.  
 
Du kan læse mere om os på www.arbejdsmiljoforskning.dk    
 
Kom helt tæt på arbejdsmiljøforskning  
Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø (NFA) arbejder med mange forskellige problemstillinger indenfor kemisk arbejdsmiljø. Vi undersøger kemiske stoffer, partikler og biologiske agensers toksicitet med en række forskellige analyser og teknikker. I forskningsprojekter indsamler vi og laver analyser på luft- og materialeprøver fra arbejdspladser og på prøver fra forsøgspersoner eller dyremodeller. Du bliver en del af et internationalt miljø, hvor du arbejder sammen med kolleger med forskellige baggrunde herunder forskere, teknikere, dyrepassere.  
 
Vi søger to nye kollegaer, og I vil blandt andet komme til at arbejde med:  
  • forskellige kemiske og biologiske analyser  
  • mikroskopi  
  • datahåndtering og afrapportering  
  • vedligehold af laboratorier og forskelligt udstyr og apparater.  
 
Bliv vores nye kollega  
Vi forestiller os, at du:  
  • er uddannet laborant, laboratorietekniker, bioanalytiker eller anden relevant baggrund  
  • har erfaring eller lyst til at arbejde med muse-modeller, biologiske analyser som fx ELISA, molekylærbiologiske metoder som fx kvantitativ PCR, mikroskopi og mikrobiologisk arbejde      
  • har erfaring med dyreforsøg  
  • kan tage blodprøver eller har mod på at lære det  
  • er rutineret bruger af regneark fx Excel  
  • kan læse og forstå vejledninger og forskrifter på engelsk  
  • har et stort engagement og er omhyggelig i dit arbejde.  
 
I den ene stilling er det vigtigt at du har erfaring med dyreforsøg (mus), differentialtælling af BAL celler og er rutineret bruger af mikroskop. I den anden stilling er det vigtigt at have erfaring med registrering og mærkning af kemikalier med KEMIBRUG samt molekylærbiologiske metoder som oprensning af RNA og kvantitativ PCR.  
 
Vi finder løsninger sammen  
Som en del af Beskæftigelsesministeriet, er Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø med til at sætte rammerne for menneskers arbejdsliv, og vi er derfor forpligtet til at finde de bedste løsninger. Dem finder vi i fællesskab. Hos os er dørene åbne og barriererne lave. Vi deler vores viden og giver hinanden med- og modspil, så ideerne skærpes, inden de bliver til fælles løsninger.  
 
Hos os kommer du til at arbejde sammen med fagligt dygtige og dedikerede kolleger i en hverdag med højt tempo og store udfordringer. Hver dag byder på nye problemstillinger, og du skal derfor være parat til at tage opgaver ind fra højre og sætte hele dit faglige register i spil. Til gengæld får du gode muligheder for at gøre en positiv forskel for menneskers arbejdsliv.  
 
Løn- og ansættelsesvilkår  
Vi har to faste fuldtidsstillinger. Vi vil gerne have, at I starter den 1. marts 2018.  
 
Du bliver ansat som laborant efter OAO-S-fællesoverenskomsten, organisationsaftalen for kontorfunktionærer, laboranter og IT-medarbejdere (HK) i statens tjeneste.  
 
Spørgsmål og ansøgning  
Fik du ikke svar på alle dine spørgsmål? Så er du velkommen til at kontakte forskningschef Lars Andrup på tlf.nr. 39 16 52 23.  
 
Har du spørgsmål til løn- og ansættelsesvilkår, er du velkommen til at kontakte fuldmægtig Michelle  
Petersen i Beskæftigelsesministeriets HR på tlf.nr. 72 20 52 79.  
 
Alle interesserede ansøgere uanset alder, køn, handicap, religion eller etnisk tilhørsforhold opfordres til at søge stillingerne.  
 
Send din ansøgning elektronisk via linket nedenfor. Vi skal have din ansøgning, cv og eksamenspapirer senest søndag den 7. januar 2018.  
 
Vi forventer at afholde samtaler i uge 3.  
 

Send ansøgning