Spring over hovedmenu

Aftale om et forbedret arbejdsskadesystem

Regeringen (S) og et bredt flertal af Folketingets partier har i september 2022 indgået en arbejdsskadeaftale, hvor målet er at få flere tilbage i job, nedbringe sagsbehandlingstiderne og sikre højere erstatninger.

Regeringen (S), Venstre, Socialistisk Folkeparti, Radikale Venstre, Det Konservative
Folkeparti, Danmarksdemokraterne, Dansk Folkeparti, Nye Borgerlige, Liberal
Alliance og Alternativet er blevet enige om en række initiativer, der skal forbedre arbejdsskadesystemet og sikre, at flere kommer tilbage i job.

Knap halvdelen af dem, der rammes af erstatningsberettigende arbejdsulykker, er fem år senere fortsat ikke selvforsørgende. Med den nye arbejdsskadeaftale ønsker regeringen derfor at fremme tilskadekomnes tilknytning til arbejdsmarkedet og forbedre deres muligheder for at varetage et arbejde efter skaden.

Regeringen har blandt andet en klar ambition om at nedbringe sagsbehandlingstiderne og sikre højere erstatninger ved eksempelvis at hæve méngodtgørelsen. Med aftalen indføres også en uddannelsesgodtgørelse for at skabe bedre rammer for at komme tilbage i beskæftigelse, hvis de tilskadekomne ikke længere kan varetage deres oprindelige job. 

Oversigt over hovedelementerne i aftalen

  • Flere skal fastholdes via uddannelse: Uddannelsesgodtgørelse
    Tilskadekomne skal motiveres til at tage en kompetencegivende uddannelse, som vil fremme deres tilknytning til arbejdsmarkedet. Med aftalen indføres, at tilskadekomne under uddannelsen modtager en samlet indkomst (ydelse og godtgørelse) svarende til 83 pct. af deres hidtidige løn. Målgruppen er tilskadekomne med en méngrad på mindst 10 pct., som ikke er i arbejde.

  • Hurtigere afklaring og kortere sagsbehandlingstid 
    Sagsbehandlingstiden forkortes, så den gennemsnitlige sagsbehandlingstid for alle arbejdsskadesager maksimalt skal være syv måneder. Imens skal gennemsnitlige sagsbehandlingstid for tilskadekomne med tabt erhvervsevne maksimalt være 20 måneder. 

  • Enklere og mindre skønsbaseret sagsbehandling: Ny årslønsberegning
    Der er i dag en praksis med mange sagsskridt, når årslønnen for tilskadekomnes indtjening skal beregnes. Det betyder, at årslønnen fastsættes efter en skønsmæssig individuel vurdering i mere halvdelen af sagerne. Med aftalen fastsættes årslønnen som tilskadekomnes faktiske indtjening i det bedste indtægtsår ud af de seneste fem år forud for skaden.

  • Forbedret erstatningssystem
    Med aftalen indføres bl.a. en pligt til forsikring for visse arbejdsgivere. Det skal gøre det lettere for ansatte i omsorgsfunktioner at få erstatning, hvis de udsættes for vold på arbejdspladsen.