Spring over hovedmenu
Spring over venstremenu

Hjælp os til bedre arbejdsmiljøregler

Beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen opfordrer alle borgere, virksomheder og organisationer til at komme med forslag til, hvordan arbejdsmiljøreglerne kan forbedres. Fristen er den 1. juni 2018.

De danske regler om arbejdsmiljø udgør rygraden af et sundt arbejdsliv. Reglerne er med til at sikre, at vi i Danmark kan gå trygt og sikkert på arbejde, og at vi ikke bliver slidt ned fysisk og psykisk.

Desværre oplever nogle virksomheder og borgere, at arbejdsmiljøreglerne kan være komplekse, uklare eller ligefrem unødvendige. I stedet for at medvirke til et godt arbejdsmiljø, risikerer reglerne derfor at spænde ben for den daglige arbejdsmiljøindsats rundt om i landet.

Regeringen vil derfor luge ud i arbejdsmiljøreglerne. Og som led i arbejdet vil Beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen gerne opfordre alle borgere, virksomheder og organisationer til at komme med forslag til, hvordan arbejdsmiljøreglerne kan forbedres. Forslagene skal sendes ind her på siden senest den 1. juni 2018.

Regeringen har allerede nedsat et ekspertudvalg, der er i færd med at gentænke hele arbejdsmiljøindsatsen, og som også vil se på muligheder for regelforenklinger. Men der er også brug for input fra borgere og virksomheder rundt om i landet, som i hverdagen udfordres af arbejdsmiljøreglerne.

Bedre og enklere regler er også et klart fokuspunkt for Arbejdstilsynet, som vil rydde op i de mange interne procedurer og krav, der stilles til Arbejdstilsynets medarbejdere. Målet er, at knap hver 3. interne instruks skal skæres væk, så de tilsynsførende får mere tid og plads til at bruge deres faglighed og dømmekraft – og kan bruge kræfterne bedst muligt på at fremme et godt arbejdsmiljø på virksomhederne.

Kun forslag om arbejdsmiljøregler

Beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen efterlyser alene forslag til forbedringer af reglerne på arbejdsmiljøområdet. Hvis du brænder inde med gode forslag til andre områder, kan du skrive dem til: ministeren@bm.dk

Klager over påbud og afgørelser skal sendes til Arbejdstilsynet

Hvis du vil klage over et modtaget forbud, påbud eller anden afgørelse fra Arbejdstilsynet skal din klage sendes til Arbejdstilsynet – og ikke via siden her.