Spring over hovedmenu
Spring over venstremenu

Udspil om styrket rekruttering af udenlandsk arbejdskraft

Udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg og beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen præsenterede den 3. oktober 2018 et udspil med 21 initiativer, der skal gøre det lettere og mindre bureaukratisk for danske virksomheder at tiltrække og ansætte udenlandsk arbejdskraft.

Hovedelementer i udspillet

En ny beløbsordning for investeringslande

Via den gældende beløbsordning kan en udenlandsk medarbejder få lov til at arbejde i Danmark, hvis vedkommendes løn overstiger en bestemt grænse. Den nuværende grænse er en årsløn på ca. 418.000 kr. Regeringen foreslår en ny beløbsordning med en beløbsgrænse på 330.000 kr. for arbejdstagere fra tredjelande, der er på top 30 over lande, der har det største investeringsflow til og fra Danmark.


Modernisering af positivlisten

På positivlisten er der listet en række stillingsbetegnelser inden for erhvervsområder, hvor der på nationalt plan er mangel på højtkvalificeret arbejdskraft. Stillingsbetegnelserne kan danne grundlag for opholdstilladelse, hvis arbejdstageren har en relevant uddannelse på minimum bachelorniveau. Regeringen foreslår, at positivlisten moderniseres og udvides både på nationalt og regionalt plan for at imødekomme de aktuelle kompetencebehov på arbejdsmarkedet. Konkret foreslår regeringen, at a-kasserne får mulighed for at supplere den nationale positivliste på alle uddannelsesniveauer inden for den enkelte a-kasses faglige område. Regeringen foreslår også, at de regionale arbejdsmarkedsråd (RAR) får mulighed for at udarbejde regionale positivlister på alle uddannelsesniveauer, som supplement til den nationale positivliste.


En mere fleksibel fast track-ordning

Fast track-ordningen giver certificerede virksomheder mulighed for hurtigt og nemt at få dygtige udenlandske medarbejdere til Danmark, fordi medarbejderen kan begynde at arbejde, mens vedkommendes sagsbehandling er i gang. I dag risikerer virksomheder at blive udelukket fra fast track-ordningen i 2 år, hvis de laver mindre fodfejl. Regeringen foreslår derfor en række tiltag, der skal sikre en mere smidig og balanceret fast track-ordning, herunder at afkorte karantæneperioden fra 2 til 1 år, og at hæve bødeniveauet, så virksomheder ikke bliver udelukket fra fast track-ordningen pga. mindre forseelser.


Afskaffelse af krav om dansk bankkonto på beløbsordningen

I dag skal løn op til og med beløbsgrænsen på beløbsordningen udbetales til en dansk bankkonto. Det giver store udfordringer for virksomhederne – særligt ved korte indstationeringer. Derfor foreslår regeringen nu at fjerne kravet, så beløbsordningen igen kan blive smidig og nem at bruge.


Regelforenklinger og afbureaukratisering

Udspillet består yderligere af en række regelforenklinger, der alle sammen er med til at bane vejen for, at danske virksomheder hurtigt og nemt kan rekruttere den nødvendige udenlandske arbejdskraft. Det drejer sig bl.a. om følgende forslag: Øget fleksibilitet ved stillingsskifte internt i en virksomhed, forenkling af reglerne for forskere og ph.d.-studerende, mere enkel ordning om autorisationsophold for udenlandske læger og tandlæger, smidigere regler for overgang til job for studerende, et lavere og mere ensrettet selvforsørgelseskrav og afbureaukratisering for landbrugspraktikanter.


Styrket rekruttering af europæisk arbejdskraft og fastholdelse af internationale dimittender

Størstedelen af den udenlandske arbejdskraft i Danmark kommer i dag fra Europa, og langt hovedparten kommer fra få europæiske lande. Samtidig tyder meget på, at konkurrencen om den europæiske arbejdskraft er stigende i disse år. Regeringens udspil indeholder derfor flere initiativer, der skal styrke rekrutteringen af arbejdskraft fra hele Europa. Samtidig vil regeringen styrke indsatsen for at fastholde flere internationale dimittender. Kun omkring hver tredje engelsksprogede studerende, der er dimitteret fra en dansk kandidatuddannelse, er i beskæftigelse i Danmark to år efter, de blev færdige.

Regeringen sigter mod et bedre myndighedssamarbejde, der skal understøtte en strømlinet og effektiv modtagelse af den udenlandske arbejdskraft, der kommer til landet. Denne ambition søges udmøntet ved gennem myndighedssamarbejdet International Citizen Service, hvis formål er at skabe én indgang til ”Myndighedsdanmark” for udenlandsk arbejdskraft.


Skærpet indsats til at bekæmpe illegal arbejdskraft

Illegal arbejdskraft skal bekæmpes. Regeringen vil derfor skærpe bødestraffen for bevidst at ansætte ulovlig arbejdskraft. Samtidig er regeringen opmærksom på, at det kan være udfordrende for arbejdsgivere at sikre, at en udlænding har en gyldig arbejdstilladelse under hele ansættelsen, og regeringen vil derfor sikre bedre vejledning og flere oplysninger til arbejdsgivere.


En fortsat indsats for ordnede forhold på arbejdsmarkedet

Det er helt grundlæggende, at arbejde i Danmark sker på ordnede vilkår. Regeringens ønske om at gøre adgangen til udenlandsk arbejdskraft mere fleksibel skal balanceres i forhold til at sikre en fortsat indsats for ordnede forhold på det danske arbejdsmarked. Regeringen vil derfor i forhandlingerne om finansloven for 2019 lægge op til at prioritere midler til en fortsat indsats for ordnede forhold på arbejdsmarkedet.