Reform af førtidspension og fleksjob
Regeringen (Socialdemokraterne, Socialistisk Folkeparti og Radikale Venstre) har den 30. juni 2012 indgået en bred politisk aftale med Venstre, Det Konservative Folkeparti og Liberal Alliance om at lave en reform af førtidspension og fleksjobordningen.
Aftalen om en reform af førtidspension og fleksjob betyder, at unge som udgangspunkt ikke skal på førtidspension, men i stedet skal have en individuel og helhedsorienteret indsats i ressourceforløb, der tager udgangspunkt i den enkeltes muligheder og behov. Samtidig målrettes fleksjobordningen til dem, der har størst behov.
Alle, der i dag er på førtidspension, bliver ikke berørt af reformen, medmindre de flytter uden for EU/EØS. Folk i fleksjob bliver heller ikke berørt, medmindre de mister deres fleksjob eller skifter til et andet fleksjob.
Grundelementer i aftalen
Reformen betyder, at:
- Sårbare og udsatte unge i fremtiden skal have en helhedsorienteret indsats i ressourceforløb, der tager udgangspunkt i den enkeltes muligheder og behov.
- Der investeres massivt i ressourceforløb, så kommunerne får mulighed for at sætte de nødvendige og rigtige tiltag i gang. Der skal være plads til at give tid og ro i en periode til fx et behandlingsforløb i psykiatrien, hvis den enkelte har behov for det. I 2020 vil der være afsat 1,2 milliarder om året til ressourceforløb. Et beløb, der stiger til 1,4 milliarder på lang sigt.
- Ressourceforløbene erstatter i fremtiden førtidspension for personer under 40 år. Der kan dog fortsat tilkendes førtidspension til personer under 40 år, hvis det er åbenlyst, at den enkelte ikke kan komme til at arbejde igen.
- Kommunerne opretter rehabiliteringsteam, der skal sikre en bedre koordinering af indsatsen på tværs af de mange forskellige forvaltninger og sektorer, så den tværgående indsats kommer til at virke i praksis.
- Fleksjobordningen målrettes, så også personer med en meget begrænset arbejdsevne fremover reelt kan få glæde af ordningen.
- De største tilskud gives ikke længere til de fleksjobansatte, der har de højeste lønninger, men derimod til de fleksjobansatte med de laveste lønninger og den mindste arbejdsevne.