Aftale om systematisk gennemgang af udvalgte førtidspensionssager
Regeringen (Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne), Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti og Dansk Folkeparti er 17. december 2025 blevet enige om at gennemgå udvalgte førtidspensionssager og indføre nye redskaber for at værne om førtidspensionsordningen.
Aftalen indebærer, at kommunerne skal foretage en systematisk gennemgang af ca. 5.000 førtidspensionssager for at vurdere, om borgerne fortsat har ret til førtidspension, eller om der er grundlag for at frakende den.
Målgruppen er førtidspensionister registreret som indrejste, bosat i større almene boligområder med lav arbejdsmarkedstilknytning. Der er aktuelt tale om ca. 74 boligområder, men endelig opgørelse pr. 1. juli 2026.
For at sikre at kommunerne har de rette redskaber til at gennemgå sagerne og indhente nye oplysninger, får førtidspensionister pligt til at deltage i samtaler. Kommunen får derudover mulighed for at få udvalgte oplysninger fra Kriminalregisteret uden samtykke.
Det er udvalgte kommuner i hver region, der skal træffe afgørelse om eventuel frakendelse af førtidspension. Det sker blandt andet med henblik på at sikre større ensartethed i sagsbehandlingen.
Derudover udvides rækken af straffebestemmelser i frakendelses- og karantæneordningen, der medfører at man mister retten til blandt andet førtidspension, og at man omfattes af karantæneordningen. Udvidelsen vil betyde, at væsentlig flere former for kriminalitet omfattes, fx voldtægt, grov vold eller manddrab.