Spring over hovedmenu

Ledige stillinger i Beskæftigelsesministeriet

Her finder du vores ledige stillinger. Ansøgningsprocessen foregår altid via vores elektroniske rekrutteringssystem. Dine oplysninger slettes efter seks måneder.

Jurist med interesse for informationssikkerhed på beskæftigelsesområdet

Vil du arbejde med informationssikkerhed? Har du interesse for spændingsfeltet mellem it og jura, og trives du med at få ansvar fra dag 1? Så har vi en spændende stilling i kontoret for Digitalisering og Support.  
 
Vi arbejder for et sundt og dynamisk arbejdsmarked  
I Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering har vi ansvar for at skabe det bedst mulige grundlag for et sundt, dynamisk og effektivt arbejdsmarked, hvor flest mulige har job eller uddanner sig, og hvor virksomheder på alle niveauer har adgang til de medarbejdere de har brug for – ufaglærte, faglærte, eller højt specialiserede vidensmedarbejdere.  
 
Vores arbejdsfelt er bredt og varieret og spænder fra at tilvejebringe og udvikle et kvalificeret vidensgrundlag for arbejdsmarkedspolitiske beslutninger, til implementering af beskæftigelsespolitikken i dialog med vores mange samarbejdspartnere. Alt hvad vi beskæftiger os med kvalificeres af høje faglige standarder og evidensbaseret viden, der på en gang skal forankre og inspirere de politiske beslutninger og omsætningen af dem til administrerbar dagligdag med betydning for millioner af mennesker.  
 
Du kan læse mere om os på www.star.dk.  
 
Vær med til at sikre at styrelsen er i front inden for ISO 27001  
Du bliver en del af kontoret for Digitalisering og Support, hvor vi har ansvaret for it-udvikling og it-drift samt løser traditionelle embedsmandsopgaver, herunder sager til departementet. Vi bidrager til at understøtte reformudspil og indsatser digitalt på beskæftigelsesområdet. Mange af opgaverne løses i samarbejde med andre kontorer i Beskæftigelsesministeriet samt andre ministerier og organisationer.  
 
Som vores nye jurist skal du indgå i kontorets stabs-team. Teamet har bl.a. ansvar for styrelsens it-koordinering, samarbejdet med Statens It, implementeringen af ISO 27001 i hele styrelsen m.m..  
 
Dine konkrete opgaver vil bl.a. omfatte at:  
  • hjælpe med at sikre, at it-sikkerheden er i top på de it-løsninger, der understøtter beskæftigelsesindsatsen. Du skal bl.a. arbejde med emner som logning, adgangsstyring, tilsyn m.v.  
  • være med til at drive og koordinere implementeringen af ISO 27001-standarden  
  • skabe overblik over kontrakter samt kontraktstyring og kontraktændringer af mindre kontrakter og aftaler  
  • yde juridisk bistand i forbindelse med indgåelse af databehandleraftaler  
  • behandle anmodninger om aktindsigt  
  • udarbejde og ajourføre tilslutningsaftaler med landets kommuner og a-kasser  
  • gennemføre mindre udbud samt rådgive vedr. indkøb af konsulentydelser.  
Sammen sikrer vi, at kontoret – og hele styrelsen – står på sikker juridisk grund i vores arbejde med informationer, følsomme oplysninger og i forhold til vores aftaler og forpligtelser med leverandører og samarbejdspartnere.  
 
Bliv vores nye kollega  
Vi forestiller os, at du:
  • er cand.jur. eller cand.merc.jur.  
  • har erfaring med informationssikkerhed og kontrakter enten fra dit nuværende arbejde, studiejob eller fra dit studie  
  • har lyst til at dykke ned i detaljerne i en databehandleraftale eller i udbudsreglerne, hvor du både skal bruge din juridiske skarphed og grundighed samt din interesse for it  
  • har gode formidlingsevner, mundtligt men især skriftligt, da du skal kunne skrive til både beskæftigelsesministeren, it-leverandører og interessenter på beskæftigelsesområdet  
  • kan arbejde selvstændigt, er struktureret og har gåpåmod  
Denne stilling i Digitalisering og Support vil give dig en kombination af viden og erfaring, du ikke kan finde mange andre steder. Hvis du er vedholdende og skarp, kan vi tilbyde dig, at du bliver dygtig og erfaren inden for it-sikkerhed, udbud og kontrakter. Desuden bliver du erfaren i rollen som embedsmand i staten, så du kan levere produkter, hvor både indhold og form er i top.
 
Vi finder løsninger sammen  
Som en del af Beskæftigelsesministeriet, er Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering med til at sætte rammerne for menneskers arbejdsliv, og vi er derfor forpligtet til at finde de bedste løsninger. Dem finder vi i fællesskab. Hos os er dørene åbne og barriererne små. Vi deler vores viden og giver hinanden med- og modspil, så ideerne skærpes, inden de bliver til fælles løsninger.  
 
Hos os kommer du til at arbejde sammen med fagligt dygtige og dedikerede kolleger i en hverdag med højt tempo og store udfordringer. Hver dag byder på nye problemstillinger, og du skal derfor være parat til at tage opgaver ind fra siden og sætte hele dit faglige register i spil. Til gengæld får du gode muligheder for at gøre en positiv forskel for menneskers arbejdsliv.  
 
Løn- og ansættelsesvilkår  
Stillingen er en fast fuldtidsstilling. Vi vil gerne have, at du starter senest den 1. april 2019.  
 
Du bliver ansat som fuldmægtig efter overenskomsten for akademikere i staten.  
 
Dit daglige arbejdssted er Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering, Njalsgade 72A, 2300 København S.  
 
Der vil indgå en faglig opgave i ansættelsesforløbet.  
 
Spørgsmål og ansøgning  
Fik du ikke svar på alle dine spørgsmål? Så er du velkommen til at kontakte Teamchef Camilla Springborg på tlf.nr. 7221 7545.  
 
Har du spørgsmål til løn- og ansættelsesvilkår, er du velkommen til at kontakte Andras Kjartansson Thomassen i Beskæftigelsesministeriets HR på tlf.nr. 7220 5139.  
 
Alle interesserede ansøgere uanset alder, køn, handicap, religion eller etnisk tilhørsforhold opfordres til at søge stillingen.  
 
Send din ansøgning, cv og eksamenspapirer elektronisk senest søndag 17. februar 2019.  
 
Vi forventer at afholde samtaler i uge 8.  
Send ansøgning