Spring over hovedmenu

Ledige stillinger i Beskæftigelsesministeriet

Her finder du vores ledige stillinger. Ansøgningsprocessen foregår altid via vores elektroniske rekrutteringssystem. Dine oplysninger slettes efter seks måneder.

Kontorelever med interesse for offentlig administration og sagsbehandling

Interesserer du dig for samfundsforhold? Og vil du gerne være del af en moderne og dynamisk offentlig arbejdsplads med fagligt dygtige og passionerede medarbejdere? Så bliv kontorelev hos Beskæftigelsesministeriet. Her står vi klar til at give dig en spændende og lærerig elevtid.  
 
Du kan læse mere om os på www.bm.dk.  
 
En god og spændende start på dit arbejdsliv  
Som elev i Beskæftigelsesministeriet får du en spændende og alsidig kontoruddannelse med faglige udfordringer og personlig udvikling. Du bliver enten ansat i Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering, Arbejdstilsynet eller i vores departement. Vi ligger centralt i København i nærheden af metro eller togstation.  
 
Du vil i løbet af din kontoruddannelse blive oplært i forskellige jobfunktioner, hvor du vil få tildelt egne opgaver, som løses i tæt samarbejde med en kollega. Din arbejdsdag vil ofte være en blanding af nye udfordringer og daglige faste opgaver. Du vil blandt andet komme til at arbejde med administration, sagsbehandling, telefonbetjening, sagsoprettelse, journalisering og arkivering.  
 
Som en del af dit elevforløb har du mulighed for at komme i turnus i en af vores andre enheder. Du har medindflydelse på hvordan dit elevforløb sammensættes og du evaluerer løbende din individuelle praktikplan sammen med din elevansvarlige.  
 
Bliv elev i et spændende læringsmiljø  
Vi forestiller os, at du er:  
  • dygtig til at formulere dig både skriftligt og mundligt  
  • omstillingsparat og har lyst til at arbejde i forskellige kontorer under dit elevforløb  
  • positiv i din tilgang til andre mennesker og er god til at samarbejde  
  • serviceminded og kvalitetsbevidst i dit arbejde  
  • god til at bevare overblikket og kan prioritere din tid i en travl hverdag  
  • ansvarsbevidst og har fokus på selv at gøre en indsats for at opnå resultater.  
Herudover skal du have bestået eller forvente at bestå EUX med uddannelsesretning indenfor kontor.
 
Har du en studentereksamen (HHX, HF, STX, HTX) skal denne være suppleret med et 5 eller 10 ugers EUS-forløb for at opfylde overgangskravene. Du kan også have gennemført HG grundforløb/HGS med speciale i offentlig administration, som er udstedt før 1. august 2015.

Hvis du er fyldt 25 år inden grundforløbets start, skal du også have en realkompetencevurdering.  
 
Du kan læse mere om adgangskrav til offentlig administration på www.uddannelsesnaevnet.dk.
 
Vi finder løsninger sammen  
Det er Beskæftigelsesministeriet, der sætter rammerne for menneskers arbejdsliv, og vi er derfor forpligtet til at finde de bedste løsninger. Dem finder vi i fællesskab. Hos os er dørene åbne og barriererne lave. Vi deler vores viden og giver hinanden med- og modspil, så ideerne skærpes, inden de bliver til fælles løsninger.  
 
Hos os kommer du til at arbejde sammen med fagligt dygtige og dedikerede kolleger i en hverdag med højt tempo og store udfordringer. Hver dag byder på nye problemstillinger, og du skal derfor være parat til at tage opgaver ind fra højre og sætte hele dit faglige register i spil. Til gengæld får du gode muligheder for at gøre en positiv forskel for menneskers arbejdsliv.  
 
Løn- og ansættelsesvilkår  
Vi har 7 ledige stillinger som kontorelev med speciale i offentlig administration. Stillingerne er fuldtidsstillinger med en gennemsnitlig ugentlig arbejdstid på 37 timer. Vi vil gerne have at du starter den 1. september 2019.  
 
Du ansættes som udgangspunkt til en 2-årig kontoruddannelse, hvor du i et sammenhængende forløb kombinerer praktik hos os med ca. 15 ugers skoleophold, fordelt over hele perioden.  
 
Du bliver ansat efter OAO-S-fællesoverenskomsten og organisationsaftalen for kontorfunktionærer, laboranter og IT-medarbejdere (HK) i statens tjeneste.  
 
Spørgsmål og ansøgning  
Fik du ikke svar på alle dine spørgsmål? Så er du velkommen til at kontakte Beskæftigelsesministeriets rekrutteringsansvarlige Connie Christiansen på tlf. nr. 7220 5251 eller mail cch@bm.dk.
 
Alle interesserede ansøgere uanset alder, køn, handicap, religion eller etnisk tilhørsforhold opfordres til at søge stillingerne.  
 
Send din ansøgning, cv og eksamenspapirer (eller seneste karakterudskift) elektronisk senest onsdag den 20. februar 2019.  
 
Vi forventer, at gennemføre samtaler i uge 10, og eventuelle 2. samtaler i uge 11.  
Send ansøgning