Spring over hovedmenu

Ledige stillinger i Beskæftigelsesministeriet

Her finder du vores ledige stillinger. Ansøgningsprocessen foregår altid via vores elektroniske rekrutteringssystem. Dine oplysninger slettes efter seks måneder.

Jurist med erfaring med databeskyttelse

Er du fortrolig med databeskyttelsesret? Har du forståelse for både den tekniske og den juridiske side af databeskyttelse? Så har du nu mulighed for at få stort ansvar fra dag ét og sætte dit præg på en spændende stilling som databeskyttelsesmedarbejder i kontoret for Digitalisering og Support.  
 
Vi arbejder for et sundt og dynamisk arbejdsmarked  
I Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering (STAR) har vi ansvar for at skabe det bedst mulige grundlag for et sundt, dynamisk og effektivt arbejdsmarked, hvor flest mulige har job eller uddanner sig, og hvor virksomheder på alle niveauer har adgang til de medarbejdere de har brug for – ufaglærte, faglærte, eller højt specialiserede vidensmedarbejdere.  
 
Vores arbejdsfelt er bredt og varieret og spænder fra at tilvejebringe og udvikle et kvalificeret vidensgrundlag for arbejdsmarkedspolitiske beslutninger til implementering af beskæftigelsespolitikken i dialog med vores mange samarbejdspartnere. Alt hvad vi beskæftiger os med kvalificeres af høje faglige standarder og evidensbaseret viden, der på en gang skal forankre og inspirere de politiske beslutninger og omsætningen af dem til administrerbar dagligdag med betydning for millioner af mennesker.  
 
Du kan læse mere om os på www.star.dk.  
 
Vær med til at sikre at vi er i front inden for databeskyttelse  
I STAR behandler vi rigtig mange følsomme personoplysninger og andet fortroligt materiale. Som databeskyttelsesmedarbejder bliver du en absolut nøgleperson, når det gælder om forsat at sikre databeskyttelsen i styrelsen. Derfor bliver en af dine opgaver at koordinere, at hele styrelsen arbejder i overensstemmelse med den nye databeskyttelsesforordning.  
 
Dine primære opgaver vil være:  
  • koordinering af arbejdet med løbende implementering af databeskyttelsesforordningen  
  • undervise i de forpligtelser som databeskyttelsesforordningen giver, herunder forpligtelsen som dataansvarlig og databehandler  
  • rådgive om risikovurderinger og konsekvensanalyser i arbejdet med databeskyttelse  
  • indmelde eventuelle databrud til Datatilsynet  
  • facilitere vores interne, engagerede superbrugernetværk vedr. databeskyttelse  
  • udarbejdelse notater m.v. til STAR’s direktion vedr. status på databeskyttelse i STAR  
  • håndtere indsigtsanmodninger.  
Du bliver en del af kontoret for Digitalisering og Support (DOS), der består af ca. 30 medarbejdere. Vi har ansvaret for it-udvikling og it-drift, herunder it-sikkerhed og databeskyttelse. Vi bidrager bl.a. til digitaliseringsdelen af politiske reformudspil og indsatser på beskæftigelsesområdet. Herudover løser vi traditionelle embedsmandsopgaver, herunder sager til departementet og beskæftigelsesministeren.  
 
Bliv vores nye kollega  
Vi forestiller os, at du:  
  • er cand.jur. eller cand.merc.jur.  
  • er fortrolig med databeskyttelsesforordningen, da du skal være i stand til at vurdere, om behandlingen af personoplysninger er i overensstemmelse med forordningen  
  • er helt skarp i din vurdering af, hvem der er hhv. dataansvarlig og databehandler  
  • er hjemme i forvaltningsretten, da du skal kunne udarbejde afgørelser  
  • er i stand til at formidle og rådgive om kompliceret juridisk stof - også til ikke-jurister  
  • er løsningsorienteret, da du skal kunne finde praktisk anvendelige løsninger på komplicerede juridiske problemstillinger  
  • trives med at arbejde selvstændigt  
  • skriver til UG uden stave- og kommafejl.  
Vi ser gerne, at du har en vis erfaring med databeskyttelse hos en offentlig myndighed.  
 
Vi finder løsninger sammen  
Som en del af Beskæftigelsesministeriet er Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering med til at sætte rammerne for menneskers arbejdsliv, og vi er derfor forpligtet til at finde de bedste løsninger. Dem finder vi i fællesskab. Hos os er dørene åbne og barriererne lave. Vi deler vores viden og giver hinanden med- og modspil, så ideerne skærpes, inden de bliver til fælles løsninger.  
 
Hos os kommer du til at arbejde sammen med fagligt dygtige og dedikerede kolleger i en hverdag med højt tempo og store udfordringer. Hver dag byder på nye problemstillinger, og du skal derfor være parat til at tage opgaver ind fra højre og sætte hele dit faglige register i spil. Til gengæld får du gode muligheder for at gøre en positiv forskel for menneskers arbejdsliv.  
 
Løn- og ansættelsesvilkår  
Stillingen er en fast fuldtidsstilling. Vi vil gerne have, at du starter snarest muligt og senest den 1. juni 2019.  
 
Du ansættes som fuldmægtig i henhold til overenskomsten for akademikere i staten.  
 
Spørgsmål og ansøgning  
Fik du ikke svar på alle dine spørgsmål? Så er du velkommen til at kontakte teamchef Camilla Springborg på tlf.nr. 7221 7545.  
 
Har du spørgsmål til løn- og ansættelsesvilkår, er du velkommen til at kontakte fuldmægtig Jóna Thomsen i Beskæftigelsesministeriets HR på tlf.nr. 7220 5272.  
 
Alle interesserede ansøgere uanset alder, køn, handicap, religion eller etnisk tilhørsforhold opfordres til at søge stillingen.  
 
Send din ansøgning, cv og eksamenspapirer elektronisk senest mandag den 22. april 2019.  
 
Vi forventer at afholde samtaler torsdag den 25. april 2019.  
 
Der vil indgå en faglig opgave i ansættelsesforløbet.  
 
Send ansøgning