Spring over hovedmenu

Ledige stillinger i Beskæftigelsesministeriet

Her finder du vores ledige stillinger. Ansøgningsprocessen foregår altid via vores elektroniske rekrutteringssystem. Dine oplysninger slettes efter seks måneder.

Studerende søges til analyser og overvågning af situationen på arbejdsmarkedet

Er du analytisk og fagligt stærk indenfor kvantitative og kvalitative metoder? Og har du lyst til at arbejde med data, analyser samt overvågning af udviklingen på arbejdsmarkedet? Så har vi nogle spændende studenterstillinger i Center for Viden og Analyse.

Vi arbejder for et sundt og dynamisk arbejdsmarked
I Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering har vi ansvar for at skabe det bedst mulige grundlag for et sundt, dynamisk og effektivt arbejdsmarked, hvor flest mulige har job eller uddanner sig, og hvor virksomheder på alle niveauer har adgang til de medarbejdere, de har brug for – ufaglærte, faglærte, eller højt specialiserede vidensmedarbejdere.

Vores arbejdsfelt er bredt og varieret og spænder fra at tilvejebringe og udvikle et kvalificeret vidensgrundlag for arbejdsmarkedspolitiske beslutninger, til implementering af beskæftigelsespolitikken i dialog med vores mange samarbejdspartnere. Alt hvad vi beskæftiger os med kvalificeres af høje faglige standarder og evidensbaseret viden, der på en gang skal forankre og inspirere de politiske beslutninger og omsætningen af dem til administrerbar dagligdag med betydning for millioner af mennesker.

Du kan læse mere om os på www.star.dk.

Udvikling af analyser og udbredelse af viden om beskæftigelsesindsatsen
Center for Viden og Analyse har ansvaret for at lave økonomiske beregninger og analyser i forbindelse med politikforslag på beskæftigelsesområdet. Endvidere har centeret ansvaret for opfølgningen på beskæftigelsesindsatsen samt for at opsamle og præsentere den tilgængelige viden om effekterne af de forskellige dele af beskæftigelsesindsatsen.

Der er omkring 50 medarbejdere i centeret, og du vil indgå i en studenterenhed på 7 studenter.

Du bliver primært tilknyttet vores Overvågningsteam, der løbende følger den aktuelle udvikling på arbejdsmarkedet, bl.a. ved at indsamle, analysere og formidle information om jobmuligheder, virksomhedernes rekrutteringsudfordringer og omfanget af udenlandsk arbejdskraft. Du vil dog samtidig arbejde tæt sammen med centerets øvrige studenter og ansatte, og får derfor mulighed for at beskæftige dig med mange forskellige data- og analyseopgaver inden for beskæftigelsespolitik. Flere opgaver kræver SAS-programmering, men hvis du har erfaring i andre programmeringssprog som R, Stata eller Python, er det også en fordel.

Din rolle vil bl.a. bestå i at udvikle og vedligeholde metoder og redskaber til overvågning af udviklingen på arbejdsmarkedet, herunder redskaber til ledige og jobcentre, analysere og videreformidle information om arbejdsmarkedsudviklingen til minister og folketing, de regionale arbejdsmarkedsråd og jobcentre. Det indebærer SAS-programmering med henblik på analyser på baggrund af registerdata, samt præsentation af analyser i form af skriveopgaver og anden formidling af analyser.

Eksempler på konkrete redskaber og analyser, som bliver udarbejdet i Overvågningsteamet i samarbejde med vores studenter:

  • Arbejdsmarkedsbalancen som ved brug af surveys viser jobmulighederne fordelt på ca. 900 stillingsbetegnelser for hvert RAR-område.
  • Diverse analyser af udviklingen på arbejdsmarkedet i bred forstand. Især med fokus på kompetencer, stillingsbetegnelser og arbejdsfunktioner.
  • Udvikling af nye værktøjer til brug i arbejdsmarkedsovervågningen baseret på fx machine learning, text mining, forecast-modeller eller lignende.

Bliv vores nye kollega
Vi forestiller os, at du:

  • er stud.polit., stud.oecon., stud.scient.pol. med en kvantitativ profil eller lignende,
  • har erfaring med eller lyst til at lære at programmere i fx SAS, R eller Python,
  • arbejder struktureret, grundigt og analytisk,
  • er god til at formidle komplekst indhold på en letforståelig måde til forskellige målgrupper.

Vi finder løsninger sammen
Som en del af Beskæftigelsesministeriet, er Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering med til at sætte rammerne for menneskers arbejdsliv, og vi er derfor forpligtet til at finde de bedste løsninger. Dem finder vi i fællesskab. Hos os er dørene åbne og barriererne lave. Vi deler vores viden og giver hinanden med- og modspil, så ideerne skærpes, inden de bliver til fælles løsninger.

Hos os kommer du til at arbejde sammen med fagligt dygtige og dedikerede kolleger i en hverdag med højt tempo og store udfordringer. Hver dag byder på nye problemstillinger, og du skal derfor være parat til at tage opgaver ind fra højre og sætte hele dit faglige register i spil. Til gengæld får du gode muligheder for at gøre en positiv forskel for menneskers arbejdsliv.

Løn- og ansættelsesvilkår
Vi har en studenterstilling på gennemsnitligt 15 timer om ugen. Vi vil gerne have, at du starter så hurtigt som muligt. Arbejdstiden tilpasses dit studie, og der tages hensyn til eksamensperioder.

Du bliver ansat efter OAO-S-fællesoverenskomsten, organisationsaftalen for kontorfunktionærer, laboranter og IT-medarbejdere (HK) i statens tjeneste.

Dit daglige arbejdssted er Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering, Njalsgade 72A, 2300 København S.

Spørgsmål og ansøgning
Fik du ikke svar på alle dine spørgsmål? Så er du velkommen til at kontakte Kenneth Beierholm, ansvarlig for studenterenheden på tlf. nr. 7221 7754 (e-mail på kbe@star.dk).

Har du spørgsmål til løn- og ansættelsesvilkår, er du velkommen til at kontakte fuldmægtig Andras Kjartansson Thomassen i Koncern HR på tlf.nr. 7220 5139.

Alle interesserede ansøgere uanset alder, køn, handicap, religion eller etnisk tilhørsforhold opfordres til at søge stillingen.

Send din ansøgning, cv og eksamenspapirer elektronisk via linket nedenfor senest søndag den 25. august 2019.

Vi forventer at afholde samtaler i uge 35.

 

Send ansøgning