Spring over hovedmenu

Ledige stillinger i Beskæftigelsesministeriet

Her finder du vores ledige stillinger. Ansøgningsprocessen foregår altid via vores elektroniske rekrutteringssystem. Dine oplysninger slettes efter seks måneder.

Ambitiøs chefkonsulent til koordinering, projektledelse og juridisk sparring

Er du fagligt skarp og ser du løsninger frem for begrænsninger? Kan du sikre fremdrift i vanskelige sager og tage teten til både møder og i projekter? Og trives du i krydsfeltet mellem jura og politik? Så er du den nye chefkonsulent, vi søger til kontoret for Jura & Forenkling. 

Vi arbejder for et sundt og dynamisk arbejdsmarked
Arbejdstilsynet er den danske myndighed på arbejdsmiljøområdet. Vores mål er at fremme et sundt, sikkert og udviklende arbejdsmiljø på de danske arbejdspladser. Vi fører tilsyn med, at virksomhederne i praksis skaber de gode rammer for deres medarbejdere, der skal til for at undgå at mennesker nedslides, kommer til skade eller får stress. Det er en gevinst for både medarbejdere, virksomheden og samfundet.

Vores forebyggende og vejledende arbejde bygger altid på den nyeste evidensbaserede viden om området – kritisk reflekteret og drøftet i et forum af fagligt højt kvalificerede kolleger.

Du kan læse mere om os på www.amid.dk.

Juridiske opgaver med politisk bevågenhed
Du bliver en del af kontoret for Jura og Forenkling, som er et nydannet kontor i Arbejdsmiljøfagligt Center i Arbejdstilsynet. I Jura og Forenkling er vi ansvarlige Arbejdstilsynets love og regler, og vi udvikler grundlaget for en effektiv efterlevelse af reglerne.

Vi forestiller os, at du har en høj faglighed og kan levere en meget høj og konstant kvalitet i opgaveløsningen. Det er en fordel, hvis du har interesse for faglig ledelse og har mod på at være chefens ”forlængede arm”. To dage er aldrig ens, og derfor er det vigtigt, at du befinder dig godt ved at navigere i krydsfeltet mellem den juridiske faglighed, politik, partsinteresser og effektiv implementering.  Du skal have udtalt gode samarbejdsevner og kunne have en masse bolde i luften uden at tabe dem – og gerne med et smil på læben.

Som vores nye chefkonsulent vil du bl.a. skulle:

  • håndtere ministerbetjening, herunder besvarelse af folketingsspørgsmål og samrådsspørgsmål
  • drive vores juridiske fora og sikre tværgående videndeling og ensartethed
  • besvare henvendelser af juridisk og politisk kompleksitet
  • deltage og lede projekter inden for bl.a. regelforenkling og politikudvikling – både interne og med partsdeltagelse
  • sparre med kontorets medarbejdere om deres opgaver og sikre rigtig prioritering af tiden til opgaverne

Bliv vores nye kollega
Vi forestiller os, at du:

  • er cand.jur, cand.merc. jur. eller har en anden samfundsfaglig baggrund
  • har stor erfaring med at arbejde med jura i en politisk kontekst og med ministerbetjening
  • har stærke kompetencer inden for offentligretlig regulering
  • har gode formuleringsevner i skrift og tale og kan varetage en konstruktiv dialog med interessenter
  • kan tage ansvar for større opgaver, udøve projektledelse og motivere andre
  • er kvalitetsbevidst og tænker i udvikling og konstruktive løsninger  
  • er meget samarbejdsorienteret og motiveres af at skabe resultater sammen med dine kollegaer.

Vi finder løsninger sammen
Som en del af Beskæftigelsesministeriet, er Arbejdstilsynet med til at sætte rammerne for menneskers arbejdsliv, og vi er derfor forpligtet til at finde de bedste løsninger. Dem finder vi i fællesskab. Hos os er dørene åbne og barriererne lave. Vi deler vores viden og giver hinanden med- og modspil, så ideerne skærpes, inden de bliver til fælles løsninger.

Hos os kommer du til at arbejde sammen med fagligt dygtige og dedikerede kolleger i en hverdag med højt tempo og store udfordringer. Hver dag byder på nye problemstillinger, og du skal derfor være parat til at tage opgaver ind fra siden og sætte hele dit faglige register i spil. Til gengæld får du gode muligheder for at gøre en positiv forskel for menneskers arbejdsliv. 

Løn- og ansættelsesvilkår
Stillingen er en fast fuldtidsstilling. Vi vil gerne have, at du starter den 1. februar 2020.

Spørgsmål og ansøgning
Fik du ikke svar på alle dine spørgsmål? Så er du velkommen til at kontakte kontorchef Sofie Bisbjerg på 7220 8740.  

Har du spørgsmål til løn- og ansættelsesvilkår, er du velkommen til at kontakte fuldmægtig Jóna Thomsen i Beskæftigelsesministeriets Koncern HR på tlf.nr. 7220 5272.  

Alle interesserede ansøgere uanset alder, køn, handicap, religion eller etnisk tilhørsforhold opfordres til at søge stillingen. 

Send din ansøgning, cv og eksamenspapirer senest tirsdag den 26. november 2019 kl. 12.00.  

Selve samtalerne forventes afholdt i uge 49 og 50.

Send ansøgning