Spring over hovedmenu

Ledige stillinger i Beskæftigelsesministeriet

Her finder du vores ledige stillinger. Ansøgningsprocessen foregår altid via vores elektroniske rekrutteringssystem. Dine oplysninger slettes efter seks måneder.

Ambitiøse studenter til kontoret Ind På Arbejdsmarkedet

Interesserer du dig for beskæftigelsespolitik? Vil du arbejde i et kontor, der hver dag arbejder med at opbygge viden og videreudvikle beskæftigelsesindsatsen for borgere på kanten af arbejdsmarkedet i tæt samarbejde med både forskere og kommunale praktikere? Så har vi to spændende studenterstillinger i Kontoret Ind På Arbejdsmarkedet.

 

Vi arbejder for et sundt og dynamisk arbejdsmarked

I Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering har vi ansvar for at skabe det bedst mulige grundlag for et sundt, dynamisk og effektivt arbejdsmarked, hvor flest mulige har job eller uddanner sig, og hvor virksomheder på alle niveauer har adgang til de medarbejdere de har brug for – ufaglærte, faglærte, eller højt specialiserede vidensmedarbejdere.  

Vores arbejdsfelt er bredt og varieret og spænder fra at tilvejebringe og udvikle et kvalificeret vidensgrundlag for arbejdsmarkedspolitiske beslutninger, til implementering af beskæftigelsespolitikken i dialog med vores mange samarbejdspartnere. Alt, hvad vi beskæftiger os med, kvalificeres af høje faglige standarder og evidensbaseret viden, der på én gang skal forankre og inspirere de politiske beslutninger og omsætningen af dem til administrerbar dagligdag med betydning for millioner af mennesker.  

Du kan læse mere om os på www.star.dk​

Bliv en af vores to nye studenter og vær med til at bringe udsatte borgere tættere på arbejdsmarkedet 

I kontoret Ind På Arbejdsmarkedet udvikler vi viden og policy om ledige på kanten af arbejdsmarkedet. Vi udvikler reformudspil og implementerer indsatser og policy rettet mod en bred gruppe af borgere på kanten af arbejdsmarkedet herunder kontanthjælpsmodtagere, uddannelseshjælpsmodtagere, og borgere i fleksjob og ressourceforløb. 

Vi søger to studenter, som skal bidrage til kontorets opgavevaretagelse. Som vores nye student skal du være drevet af ønsket om at hjælpe mennesker på kanten til at komme ind på arbejdsmarkedet, og du skal kunne sætte dig ind i de ofte sammensatte og komplekse problemstillinger, som skal løses i den forbindelse. 

Du får mulighed for at prøve kræfter med en række forskellige typer af opgaver:bidrage til ministerbetjening, planlægning og opfølgning på større initiativer som bl.a. "Flere skal med 2" og "Bedre indsats i ressourceforløb", databehandling og monitorering af beskæftigelsesindsatsen i kommunerne og puljeadministrative opgaver. Vi sammensætter dine konkrete opgaver ud fra dine interesser og faglige profil.

Bliv vores nye kollega

Vi forestiller os, at I:

  • er studerende på en relevant samfundsvidenskabelig eller humanistisk uddannelse f.eks. stud. scient.soc., stud scient.pol., stud. polit., stud oecon., stud.pol.oecon, stud. mag. eller lignende
  • formulerer jer klart på skrift
  • er talstærke
  • har politisk tæft
  • er proaktive og kan arbejde selvstændigt
  • har gode samarbejdsevner

Derudover forestiller vi os, at den ene profil:

  • har en god talforståelse og lyst til at arbejde med tal og analyser
  • har erfaring med at arbejde med databehandling og analyse i excel.

Til gengæld tilbyder vi:

  • mulighed for at bygge bro mellem teori, metode og praksis og gøre en forskel for borgere på kanten af arbejdsmarkedet
  • en stejl læringskurve hvor vi hele tiden har fokus på progression i læring
  • et ungt og fagligt stærkt miljø med fredagsbarer, udflugter og en uformel omgangstone

Vi finder løsninger sammen

Som en del af Beskæftigelsesministeriet er Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering med til at sætte rammerne for menneskers arbejdsliv, og vi er derfor forpligtet til at finde de bedste løsninger. Dem finder vi i fællesskab. Hos os er dørene åbne og barriererne små. Vi deler vores viden og giver hinanden med- og modspil, så ideerne skærpes, inden de bliver til fælles løsninger.

Hos os kommer du til at arbejde sammen med fagligt dygtige og dedikerede kolleger i en hverdag med højt tempo og store udfordringer. Hver dag byder på nye problemstillinger, og du skal derfor være parat til at tage opgaver ind fra siden og sætte hele dit faglige register i spil. Til gengæld får du gode muligheder for at gøre en positiv forskel for menneskers arbejdsliv.

Løn- og ansættelsesvilkår 

Stillingen er en studenterstilling på gennemsnitligt 15 om ugen. Vi vil gerne have, at du starter hurtigst muligt og senest den 1. oktober 2020.

Du bliver ansat som student efter OAO-S-fællesoverenskomsten, organisationsaftalen for kontorfunktionærer, laboranter og IT-medarbejdere (HK) i statens tjeneste.

Dit daglige arbejdssted er Vermundsgade 38, 2100 København Ø.

Spørgsmål og ansøgning

Fik du ikke svar på alle dine spørgsmål? Så er du velkommen til at kontakte specialkonsulent Mathilde Fage Glasius i Kontoret Ind på arbejdsmarkedet på tlf. 7221 7420 eller mfk@star.dk eller specialkonsulent Louise Birch på tlf. 72 21 74 34 eller lbi@star.dk. 

Alle interesserede ansøgere uanset alder, køn, handicap, religion eller etnisk tilhørsforhold opfordres til at søge stillingen. 

Send din ansøgning, cv og karakterudskrift senest den 17. august 2020

Vi forventer at holde samtaler i uge 34.

Send ansøgning