Spring over hovedmenu

Ledige stillinger i Beskæftigelsesministeriet

Her finder du vores ledige stillinger. Ansøgningsprocessen foregår altid via vores elektroniske rekrutteringssystem. Dine oplysninger slettes efter seks måneder.

Videnskabelig assistent til projekter på ”Området for Muskel- og skeletbesvær og Fysisk arbejdsbelastning”

Vil du være med til at udvikle og formidle forskningsbaseret viden og overføre den til praktiske redskaber til forebyggelse og håndtering af arbejdsmiljø og implementering på arbejdspladserne? Kan du lide at arbejde med anvendelsesorienteret forskning? Og har du mod på at være i tæt dialog med arbejdspladser og arbejdsmiljøprofessionelle om udvikling og kvalificering af viden, værktøjer og andre initiativer til at forbedre arbejdsmiljøet? Så har vi måske en spændende stilling som videnskabelig assistent til dig.

Vi arbejder for et sundt og dynamisk arbejdsmarked

​I Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø forsker vi i emner, der har betydning for arbejdsmiljø og arbejdsrelateret helbred nu og i fremtiden. Som en sektorforskningsinstitution inden for Beskæftigelsesministeriet er det også vores opgave at overvåge og evaluere udviklingen i arbejdsmiljøet samt at pege på nye risici. Vi uddanner nye forskere og formidler vores forskningsresultater i anerkendte tidsskrifter. Vi formidler den forskningsbaserede viden til arbejdspladser, myndigheder, arbejdsmarkedets parter og rådgivere på arbejdsmiljøområdet. Derved bidrager vi til at forbedre arbejdsmiljøet i Danmark.  

Du kan læse mere om os på www.nfa.dk 

Vær med til at skabe et godt arbejdsmiljø

Forskningsgruppen ”Muskel- og skeletbesvær og Fysisk arbejdsbelastning” består af forskere med interesse i fysisk arbejdsmiljø og forebyggelse af muskel- og skeletbesvær, og fremme af et sundt, langt og produktivt arbejdsliv. Gruppen arbejder aktivt for at forskningen skal have direkte relevans for det forebyggende arbejdsmiljøarbejde på arbejdspladser og er således praksisrettet.

Du vil indgå i en projektgruppe der har til formål at udvikle, afprøve og evaluere en teknologisk løsning til at gennemføre objektive målinger af bevægelser, kropspositioner og fysisk aktivitet til medarbejdere i forskellige jobs henover flere døgn til fremtidig anvendeles i arbejdsmiljøovervågningen i Danmark på flere tusind medarbejdere. 

Dine opgaver som videnskabelig assistent er blandt andet at bidrage til og understøtte:

  • samarbejde med teknologisk partner om udvikling af den teknologiske løsning til objektiv måling af fysisk aktivitet i arbejdsmiljøovervågningen,
  • udvikling, afprøvning og systematisk evaluering af den teknologiske løsning,
  • publicering af resultaterne i peer-reviewede videnskabelige tidsskrifter,
  • samarbejde med interessenter og eksterne forskere i projektet,
  • formidling af resultaterne til både arbejdsmarkedsaktører, forskere og en bred vifte af øvrige interessenter og
  • i øvrigt bidrage til forskningsprojekter generelt på forskningsområdet.

Bliv vores nye kollega

Vi forestiller os, at du:

  • har en kandidatuddannelse med fokus på fysisk aktivitet og/eller sundhedsteknologi eller lignende,
  • er systematisk i din tilgang,
  • er god til at samarbejde i en projektgruppe bestående af personer med forskellig faglig baggrund,
  • har et godt kendskab til og forståelse for udfordringer forbundet med udvikling og afprøvning af arbejdsmiljøredskaber,
  • har viden om og interesse for arbejdspladsbaserede initiativer inden for arbejdsmiljø,
  • har et stort engagement og bidrager bredt til forskningsområdet og
  • er en dygtig formidler både mundtligt og skriftligt.

Vi finder løsninger sammen

Som en del af Beskæftigelsesministeriet er Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø med til at sætte rammerne for menneskers arbejdsliv, og vi er derfor forpligtet til at finde de bedste løsninger. Dem finder vi i fællesskab. Hos os er dørene åbne og barriererne små. Vi deler vores viden og giver hinanden med- og modspil, så ideerne skærpes, inden de bliver til fælles løsninger.

Hos os kommer du til at arbejde sammen med fagligt dygtige og dedikerede kolleger i en hverdag med højt tempo og store udfordringer. Hver dag byder på nye problemstillinger, og du skal derfor være parat til at tage opgaver ind fra siden og sætte hele dit faglige register i spil. Til gengæld får du gode muligheder for at gøre en positiv forskel for menneskers arbejdsliv.

Løn- og ansættelsesvilkår

Stillingen er en fuldtidsstilling og tidsbegrænset til 2 år og 4 mdr. Vi vil gerne have, at du starter senest den 1. september 2020.

Du bliver ansat som videnskabelig assistent efter overenskomsten for akademikere i staten og cirkulære om stillingsstruktur for videnskabeligt personale med forskningsopgaver ved sektorforskningsinstitutioner.

Spørgsmål og ansøgning

Fik du ikke svar på alle dine spørgsmål? Så er du velkommen til at kontakte Andreas Holtermann på tlf. 5051 4946.

Alle interesserede ansøgere uanset alder, køn, handicap, religion eller etnisk tilhørsforhold opfordres til at søge stillingen. 

Send din ansøgning, cv og eksamenspapirer elektronisk via linket senest 14. august 2020.

Vi forventer at holde samtaler i uge 34.

Send ansøgning