Spring over hovedmenu

Ledige stillinger i Beskæftigelsesministeriet

Her finder du vores ledige stillinger. Ansøgningsprocessen foregår altid via vores elektroniske rekrutteringssystem. Dine oplysninger slettes efter seks måneder.

Ambitiøs medarbejder med interesse for økonomisk politik

Interesserer du dig for politik og økonomi? Vil du være med til at holde styr på de mange milliarder på beskæftigelsesområdet gennem gode prognoser og sikker økonomistyring? Og vil du være med til at præge den økonomiske politik på beskæftigelsesområdet? Så har vi din nye stilling i Beskæftigelsesministeriets Kontor for Økonomi.

 

Vi arbejder for et sundt og dynamisk arbejdsmarked

​I Beskæftigelsesministeriets departement arbejder vi dagligt og tæt sammen med ministeren om at omsætte politikernes visioner til faktiske løsninger, som borgerne mærker i deres hverdag. Sammen med styrelserne har vi ansvaret for altid at give ministeren det bedst mulige grundlag af relevant og tilgængelig viden at træffe sine beslutninger på. Det er vores kerneopgave at understøtte ministeren og Folketinget ved rettidigt at afsøge, gennemarbejde, analysere og forberede materiale på højt fagligt niveau og indgå i saglig dialog om det. Som departement er det samtidig vores opgave at sætte retning for hele ministerområdet. Og det gør vi via effektiv styring og ledelse.  

Her kommer du altså helt ind i centrum af den faglige og politiske proces og får fingrene ned i problemstillinger og løsninger, som involverer milliarder af skattekroner med stor betydning for tusindvis af mennesker.  

Du kan læse mere om os på www.bm.dk

Et arbejde der samler økonomi og politik

Det er kontorets opgave at sikre, at politiske beslutninger og prioriteringer sker på baggrund af et klart økonomisk grundlag. Vi arbejder med økonomiske konsekvensberegninger i forbindelse med politiske udspil og reformer på beskæftigelsesområdet. Som departementets økonomikontor koordinerer vi bl.a. de årlige finanslovsforhandlinger, udarbejder ministeriets bidrag til finansloven og følger løbende op på ministeriets bevillinger på over 200 mia. kr., som bl.a. omfatter størstedelen af statens indkomstoverførsler (fx folkepension, dagpenge, sygedagpenge og kontanthjælp). I Kontor for Økonomi vil du skulle bidrage til kontorets arbejde med at sikre en fremadskuende og sikker økonomisk styring af Beskæftigelsesministeriets område. I kraft af kontorets mange snitflader vil du bl.a. komme til at arbejde tæt sammen med resten af ministeriet, Finansministeriet og andre ministerier.

Vi prioriterer et stærkt fagligt miljø, hvor vi i fællesskab løfter niveauet for vores arbejde. Vi lægger derfor vægt på, at du har lyst til at udvikle dig både fagligt og personligt, og at du har lyst til at være med til at skabe resultater af høj faglig kvalitet med skarpt blik for den politiske dagsorden.

Dine opgaver vil blive tilpasset til dine faglige kvalifikationer og erfaring, men kan bl.a. omfatte, at:

  • Betjene ministeren og departementschefen i sager af økonomisk karakter, fx sager der behandles i regeringens Økonomiudvalg
  • Koordinere Beskæftigelsesministeriets arbejde med større politiske processer, herunder finansloven
  • Udarbejde, drive og koordinere analyser og beslutningsoplæg, der kan danne grundlag for Økonomiske prioriteringer og nye politiske tiltag
  • Følge og budgettere udgifterne til indkomstoverførsler på ministerområdet samt sikre en hensigtsmæssig styring af den samlede koncernøkonomi med afsæt i finansloven. 

Bliv vores nye kollega

Vi søger en fagligt stærk medarbejder, der brænder for at arbejde med økonomi i en politisk kontekst. Vi forestiller os, at du:

  • Har en stærk samfundsfaglig profil og er cand.polit., cand.oecon., cand.scient.pol. eller lignende og har opnået gode resultater under din uddannelse
  • Har et højt fagligt niveau, er analytisk stærk og har flair for tal
  • Har evnen til både at se det store billede og have flere bolde i luften, men også grave sig ned i detaljerne
  • Har lyst til at arbejde i en politisk organisation og tæt på politiske processer
  • Er god til at samarbejde på tværs - både internt i ministeriet og med eksterne samarbejdspartnere
  • Er god til at formidle komplekst materiale kort og letforståeligt
  • Er fleksibel og kan bevare både overblikket og humøret i pressede situationer

Du kan både være nyuddannet eller have få års erfaring med økonomisk politik, finanslovsarbejde og/eller udarbejdelse af analyser inden for økonomi- og driftsstyring. 

Vi finder løsninger sammen

Som en del af Beskæftigelsesministeriet er departementet med til at sætte rammerne for menneskers arbejdsliv, og vi er derfor forpligtet til at finde de bedste løsninger. Dem finder vi i fællesskab. Hos os er dørene åbne og barriererne små. Vi deler vores viden og giver hinanden med- og modspil, så ideerne skærpes, inden de bliver til fælles løsninger.

Hos os kommer du til at arbejde sammen med fagligt dygtige og dedikerede kolleger i en hverdag med højt tempo og store udfordringer. Hver dag byder på nye problemstillinger, og du skal derfor være parat til at tage opgaver ind fra siden og sætte hele dit faglige register i spil. Til gengæld får du gode muligheder for at gøre en positiv forskel for menneskers arbejdsliv.

Løn- og ansættelsesvilkår 

Stillingen er en fast fuldtidsstilling og er med opstart hurtigst muligt. 

Du bliver ansat som fuldmægtig efter overenskomsten for akademikere i staten.

Spørgsmål og ansøgning

Fik du ikke svar på alle dine spørgsmål? Så er du velkommen til at kontakte kontorchef Aske Gade Jeppesen på tlf.nr. 2972 4276 eller agj@bm.dk eller kontorchef Anne Pontoppidan Sørensen på tlf.nr. 2938 1302 eller aps@bm.dk.

Har du spørgsmål til løn- og ansættelsesvilkår, er du velkommen til at kontakte fuldmægtig Tina Kjærsgaard i Beskæftigelsesministeriets HR på tlf.nr. 5162 2762.

Alle interesserede ansøgere uanset alder, køn, handicap, religion eller etnisk tilhørsforhold opfordres til at søge stillingen. 

Send din ansøgning, cv og eksamenspapirer senest den 22. september 2020.

Vi forventer at afholde samtaler i uge 39 og 40.

Send ansøgning