Spring over hovedmenu

Konsulent med interesse for arbejdsmarkedspolitik og tilsyn

Vil du være med til at udvikle og sætte retning for et moderne og digitalt tilsyn med bl.a. a-kassernes administration og udbetaling af ydelser? Interesserer du dig for politikudvikling og lovgivning på tilsynsområdet, og er du parat til at tage ansvar? Så har vi en spændende stilling i a-kasseteamet i kontoret for Tilsyn og Kontrol.

 

Vi arbejder for et sundt og dynamisk arbejdsmarked

I Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering har vi ansvar for at skabe det bedst mulige grundlag for et sundt, dynamisk og effektivt arbejdsmarked, hvor flest mulige har job eller uddanner sig, og hvor virksomheder på alle niveauer har adgang til de medarbejdere de har brug for – ufaglærte, faglærte, eller højt specialiserede vidensmedarbejdere.  

Vores arbejdsfelt er bredt og varieret og spænder fra at tilvejebringe og udvikle et kvalificeret vidensgrundlag for arbejdsmarkedspolitiske beslutninger, til implementering af beskæftigelsespolitikken i dialog med vores mange samarbejdspartnere. Alt, hvad vi beskæftiger os med, kvalificeres af høje faglige standarder og evidensbaseret viden, der på én gang skal forankre og inspirere de politiske beslutninger og omsætningen af dem til administrerbar dagligdag med betydning for millioner af mennesker.  

Du kan læse mere om os på www.star.dk​

Vær med til at udvikle og sætte retning for tilsynet

Du bliver en del af kontoret for Tilsyn og Kontrol, hvor vi er omkring 20 ansatte. Vi har store ambitioner om fortsat at modernisere og digitalisere tilsynsindsatsen både i forhold til landets 23 a-kasser og 98 kommuner.

I forhold til tilsynet med kommunerne er vi ved at udvikle en ny kommunal revisionsmodel, der skal udrulles til alle landets kommuner, ligesom vi arbejder med at udvikle og implementere rammerne for det særlige tilsyn med kommunernes performance på beskæftigelsesområdet, som blev aftalt i forbindelse med den seneste politiske aftale om forenklingen af beskæftigelsesindsatsen.   

På a-kasseområdet videreudvikler vi vores ambitiøse digitale tilsyn med a-kassernes administration og udbetaling af ydelser - en spændende opgave, som du er tiltænkt en aktiv rolle i. Arbejdet foregår i krydsfeltet mellem jura, data og GDPR. Vi står også overfor at skulle implementere en ny tilsynsstrategi og en modernisering af reglerne om tilsyn på a-kasseområdet. Det er meget store og vigtige opgaver, hvor du kommer til at forestå dele af lov- og bekendtgørelsesarbejdet, ministerbetjeningen, interessentinddragelse mv. Endelig arbejder vi med et projekt, der skal gøre det nemmere for a-kasserne og deres revisorer at aflevere a-kassernes revisions- og regnskabsresultater digitalt.  

Du bliver en del af a-kasseteamet, og dine opgaver vil bl.a. omfatte:

  • videreudvikling af det digitale tilsyn med a-kasserne og udvikling af nye datadrevne tilsynsmetoder
  • målretning af kommunikationen mellem a-kasser, jobcentre og borgeren
  • indsamling og anvendelse af data om den enkelte a-kasses performance
  • lovgivning- og bekendtgørelsesarbejde
  • ministerbetjening og bidrag til politiske beslutningsoplæg.

Vi arbejder i tæt dialog med kolleger i resten af styrelsen, departementet og vores interessenter.

Bliv vores nye kollega

Vi forestiller os, at du:

  • er cand.jur., scient. pol., cand. polit. eller lignende med nogle års erfaring
  • er analytisk stærk og fagligt velfunderet
  • gerne har projekterfaring med brugen af "Design thinking"-principper
  • kan forklare komplekse problemstillinger enkelt og klart
  • kan inspirere til nye ideer og løsninger  
  • har vilje og evne til at nå resultater på et højt niveau
  • har kendskab til lovgivningen om offentlige ydelser og den digitale verden  
  • har arbejdsmarkedspolitisk kendskab til samspillet mellem staten, a-kasser og kommuner
  • hr en udpræget holdspiller, der kan lide at samarbejde med både kollegaer og eksterne parter.

Det vil være en fordel, hvis du har nogle års relevant erhvervserfaring fra ydelsesområderne vedrørende a-kasser, kommuner m.v.   

Vi finder løsninger sammen

Som en del af Beskæftigelsesministeriet er Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering med til at sætte rammerne for menneskers arbejdsliv, og vi er derfor forpligtet til at finde de bedste løsninger. Dem finder vi i fællesskab. Hos os er dørene åbne og barriererne små. Vi deler vores viden og giver hinanden med- og modspil, så ideerne skærpes, inden de bliver til fælles løsninger.

Hos os kommer du til at arbejde sammen med fagligt dygtige og dedikerede kolleger i en hverdag med højt tempo og store udfordringer. Hver dag byder på nye problemstillinger, og du skal derfor være parat til at tage opgaver ind fra siden og sætte hele dit faglige register i spil. Til gengæld får du gode muligheder for at gøre en positiv forskel for menneskers arbejdsliv.

Løn- og ansættelsesvilkår

Stillingen er en fast fuldtidsstilling. Vi vil gerne have, at du starter snarest muligt og senest den 1. februar 2021.

Du ansættes som specialkonsulent efter overenskomsten for akademikere i staten. Afhængigt af dine kvalifikationer og tidligere erfaringer er der eventuelt mulighed for ansættelse som chefkonsulent. 

Dit daglige arbejdssted er Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering, Haraldshus, Vermundsgade 38, 2100 København Ø.

Spørgsmål og ansøgning

Fik du ikke svar på alle dine spørgsmål? Så er du velkommen til at kontakte kontorchef Søren Tingskov på tlf. 72217700 eller teamleder Birgitte Kjelgaard Andersen på tlf. 72217705.

Har du spørgsmål til løn- og ansættelsesvilkår, er du velkommen til at kontakte fuldmægtig Tina Kjærsgaard i Beskæftigelsesministeriets HR på tlf.nr. 51622762.

Alle interesserede ansøgere uanset alder, køn, handicap, religion eller etnisk tilhørsforhold opfordres til at søge stillingen.

Vi skal have din ansøgning, cv og eksamenspapirer elektronisk senest tirsdag den 8. december 2020.

Vi forventer at afholde samtaler i uge 51.

Send ansøgning