Spring over hovedmenu

IT-driftsleder for systemforvaltningen i ”STAR City”

Har du ambitioner om at være frontløber i den offentlige digitalisering? Vil du være med til at forvalte kritiske systemer og evner du at bygge bro mellem politik, faglighed og leverandørstyring? Så har vi en spændende stilling i "STAR City"

 

Vi arbejder for et sundt og dynamisk arbejdsmarked

I Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering har vi ansvar for at skabe det bedst mulige grundlag for et sundt, dynamisk og effektivt arbejdsmarked, hvor flest mulige har job eller uddanner sig, og hvor virksomheder på alle niveauer har adgang til de medarbejdere de har brug for – ufaglærte, faglærte, eller højt specialiserede vidensmedarbejdere.  

Vores arbejdsfelt er bredt og varieret og spænder fra at tilvejebringe og udvikle et kvalificeret vidensgrundlag for arbejdsmarkedspolitiske beslutninger, til implementering af beskæftigelsespolitikken i dialog med vores mange samarbejdspartnere. Alt, hvad vi beskæftiger os med, kvalificeres af høje faglige standarder og evidensbaseret viden, der på én gang skal forankre og inspirere de politiske beslutninger og omsætningen af dem til administrerbar dagligdag med betydning for millioner af mennesker.  

Du kan læse mere om os på www.star.dk​

Bliv en del af vores dynamiske og nytænkende agile it-udviklingsmiljøer

Du bliver en del af kontoret for Digitalisering og Support, hvor vi har ansvaret for den digitale udvikling og forvaltning af de eksterne forretningssystemer, der understøtter beskæftigelsesindsatsen på landsplan (Jobnet, Vitas, DFDG m.fl.) samt styrelsens interne sagsbehandlings-/forretningssystemer. Vi bidrager til at IT-understøtte reformudspil og EU-forordninger og har ansvaret for styrelsens it-sikkerhed samt implementeringen af databeskyttelsesforordningen. Vi sætter it-faglighed højt, og ved at kompetencer løbende skal udvikles.

Som vores nye leder for systemforvaltningen har du en central placering i vores agile udviklingsorganisation "STAR City". Læs mere om modellen her. Du får et betydeligt medansvar for forvaltning af de it- og selvbetjeningsløsninger, der på landsplan understøtter beskæftigelsesindsatsen i jobcentre og a-kasser.

Du får bl.a. ansvaret for: 

  • faglig ledelse af en velfungerende systemforvaltning, et team på 12 medarbejdere, som står for faciliteringen af fire udviklingsleverandører i "STAR City"- et udviklingsmiljø med op imod 100 medarbejdere.
  • understøttelse af ITIL-processerne i forbindelse med forvaltning af STAR's forretningssystemer, herunder processer i forbindelse med Test Management, Release Management, Configuration Management, Incident Management og Problem Management
  • systemforvaltningens varetagelse af DevOps funktionen for alle teams i STAR City, så disse kan koncentrere sig om at designe og udvikle agilt efter forretningens behov. Systemforvalter rådgiver teams på udviklingsprocessen herunder anvendelse af Git, mergeprocesser m.m.
  • gennemførelse af 4 store faste årlige (samt en række mindre) releases.
  • varetagelse af samarbejdet med STAR's driftsleverandør og Statens it, herunder måling og rapportering af KPI'er i driftsmiljøet.
  • styring af budgettet for systemforvaltningen og driften af systemerne.
  • projektledelse af mindre systemforvaltningsprojekter.

Bliv vores nye kollega

Vi forestiller os, at du:

  • har erfaring med systemforvaltning, agil it-udvikling, arkitekturarbejde og udbuds- og leverandørstyring.
  • har lysten til at have det faglige ledelsesansvar for et mindre team (uden personaleledelse).
  • har gode samarbejds- og kommunikationsevner og lyst til at arbejde med et meget dynamisk område, hvor der er behov for tæt dialog med en lang række interessenter.
  • har stor interesse i og flair for nye teknologier og digitaliseringstrends.
  • arbejder struktureret og kan lide at skabe resultater med andre – også når der er travlt.
  • har en relevant akademisk uddannelse. 

Vi finder løsninger sammen

Som en del af Beskæftigelsesministeriet er Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering med til at sætte rammerne for menneskers arbejdsliv, og vi er derfor forpligtet til at finde de bedste løsninger. Dem finder vi i fællesskab. Hos os er dørene åbne og barriererne små. Vi deler vores viden og giver hinanden med- og modspil, så ideerne skærpes, inden de bliver til fælles løsninger.

Hos os kommer du til at arbejde sammen med fagligt dygtige og dedikerede kolleger i en hverdag med højt tempo og store udfordringer. Hver dag byder på nye problemstillinger, og du skal derfor være parat til at tage opgaver ind fra siden og sætte hele dit faglige register i spil. Til gengæld får du gode muligheder for at gøre en positiv forskel for menneskers arbejdsliv.

Løn- og ansættelsesvilkår

Stillingen er en fast fuldtidsstilling. Vi vil gerne have at du starter senest den 1. juni 2021. 

Du bliver ansat som konsulent i henhold til overenskomst for akademikere i staten. 

Arbejdet foregår både i STAR (Vermundsgade 38, 2100 København Ø) samt i "STAR Citys" kontor i Carlsberg Byen, Gærtorvet 1-5, København V.

 

Spørgsmål og ansøgning

Fik du ikke svar på alle dine spørgsmål? Så er du velkommen til at kontakte teamchef Jan A. Bengtsen på tlf.nr. 7221 7573.

Har du spørgsmål til løn- og ansættelsesvilkår, er du velkommen til at kontakte fuldmægtig Tina Kjærsgaard i Beskæftigelsesministeriets HR på tlf.nr. 5162 2762.

Alle interesserede ansøgere uanset alder, køn, handicap, religion eller etnisk tilhørsforhold opfordres til at søge stillingen.

Send din ansøgning, cv og eksamenspapirer elektronisk senest tirsdag den 14. april 2021.

Vi forventer at afholde samtaler i starten af uge 16.

Send ansøgning