Spring over hovedmenu

Beskæftigelsesministeriet søger presse- og kommunikationschef

Har du erfaring med proaktiv presse og strategisk kommunikation? Har du blik for gode historier og skarpe vinkler i de politiske sager. Og interesserer du dig for ledelse, faglig udvikling og feedback? Så kan du blive Beskæftigelsesministeriets nye presse- og kommunikationschef.

Vi arbejder for et sundt og dynamisk arbejdsmarked

I Beskæftigelsesministeriets departement arbejder vi dagligt og tæt sammen med ministeren om at omsætte politikernes visioner til faktiske løsninger, som borgerne mærker i deres hverdag. Sammen med styrelserne har vi ansvaret for altid at give ministeren det bedst mulige grundlag af relevant og tilgængelig viden at træffe sine beslutninger på. Det er vores kerneopgave at understøtte ministeren og Folketinget ved rettidigt at afsøge, gennemarbejde, analysere og forberede materiale på højt fagligt niveau og indgå i saglig dialog om det. Som departement er det samtidigt vores opgave at sætte retning for hele ministerområdet. Og det gør vi via effektiv styring og ledelse.

Her kommer du altså helt ind i centrum af den faglige og politiske proces og får fingrene ned i problemstillinger og løsninger, som involverer milliarder af skattekroner og får mærkbare konsekvenser for tusindvis af mennesker.

Du kan læse mere om os på www.bm.dk

Proaktiv presse- og kommunikationschef med sans for planlægning og interesse for ledelse

Minister- og ledelsessekretariatet består af 13 medarbejdere, som er fordelt på tre enheder; DC- og Ministersekretariatet, Presseenheden og Policy & Kommunikation.

Som presse- og kommunikationschef står du spidsen for Presseenhedens arbejde, men vil også forventes at tage del i arbejdet med den langsigtede kommunikation og derfor have store samarbejdsflader til medarbejderne i Policy & Kommunikation. 

Du refererer til kontorchefen for Minister- og ledelsessekretariatet, som du i det daglige vil have et tæt samarbejde med.

Dine vigtigste opgaver bliver at:

  • rådgive beskæftigelses- og ligestillingsministeren samt departementschefen i sager vedrørende presse og kommunikation
  • sikre et løbende og tværgående fokus på en proaktiv presse- og kommunikationsindsats
  • lede Presseenheden og sørge for løbende sparring med og faglig udvikling af enhedens medarbejdere
  • kvalitetssikre og professionalisere den daglige pressehåndtering
  • styrke den strategiske kommunikation og langsigtede planlægning af presse- og kommunikationsarbejdet
  • dyrke det gode og konstruktive samarbejde med såvel interne kolleger som eksterne samarbejdspartnere

Bliv vores nye kollega

Vi forestiller os, at du:

  • har stor erfaring med proaktiv og reaktiv mediehåndtering
  • interesserer dig for kommunikation på tværs af kanaler og platforme
  • har en stor kontaktflade til medierne og kender mediernes arbejdsrytme
  • prioriterer faglig sparring og konstruktiv feedback højt
  • er i stand til at arbejde struktureret og langsigtet trods travlhed og højt tempo
  • har politisk tæft og god forståelse for arbejdsrytmen på Slotsholmen
  • har god flair for planlægning og koordinering
  • kan se værdien i gode og ensartede processer
  • er god til at skabe relationer både internt og eksternt

Vi finder løsninger sammen

Som en del af Beskæftigelsesministeriet er departementet med til at sætte rammerne for menneskers arbejdsliv og ligestillingen i samfundet. Og vi sørger for i fællesskab at finde de bedste løsninger. Vi deler vores viden og giver hinanden med- og modspil, så ideerne skærpes, inden de bliver til fælles løsninger.

Hos os kommer du til at arbejde sammen med fagligt dygtige og dedikerede kolleger i en hverdag med højt tempo og spændende opgaver, og du skal være parat til at sætte hele dit faglige register i spil. Til gengæld får du gode muligheder for at gøre en positiv forskel.

Løn- og ansættelsesvilkår

Stillingen er en fast fuldtidsstilling. Vi vil gerne have, at du starter snarest muligt.

Du bliver ansat efter gældende overenskomst.

Spørgsmål og ansøgning

Fik du ikke svar på alle dine spørgsmål? Så er du velkommen til at kontakte kontorchef Marie Louise Fischer på tlf.nr. 2170 4783.

Har du spørgsmål til løn- og ansættelsesvilkår, er du velkommen til at kontakte HR-chef Rikke Perlman i Beskæftigelsesministeriets HR på tlf.nr. 7220 5174.

Alle interesserede ansøgere uanset alder, køn, handicap, religion eller etnisk tilhørsforhold opfordres til at søge stillingen.

Send din ansøgning, cv og eksamenspapirer senest søndag den 18. april 2021.

 

 

Send ansøgning