Spring over hovedmenu

Initiativrig servicechef med gennemslagskraft til forandringsledelse

Har du konkret erfaring med facility management og kontrakt- og leverandørstyring? Er du stærk i eksekvering? Er du en lyttende og inddragende leder? Har du gennemslagskraft i dialogen med samarbejdspartnere? Så er du måske vores nye servicechef?

Vi arbejder for et sundt og dynamisk arbejdsmarked

I Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering har vi ansvar for at skabe det bedst mulige grundlag for et sundt, dynamisk og effektivt arbejdsmarked, hvor flest mulige har job eller uddanner sig, og hvor virksomheder på alle niveauer har adgang til de medarbejdere de har brug for – ufaglærte, faglærte, eller højt specialiserede vidensmedarbejdere.  

Vores arbejdsfelt er bredt og varieret og spænder fra at tilvejebringe og udvikle et kvalificeret vidensgrundlag for arbejdsmarkedspolitiske beslutninger, til implementering af beskæftigelsespolitikken i dialog med vores mange samarbejdspartnere. Alt, hvad vi beskæftiger os med, kvalificeres af høje faglige standarder og evidensbaseret viden, der på én gang skal forankre og inspirere de politiske beslutninger og omsætningen af dem til administrerbar dagligdag med betydning for millioner af mennesker.  

Du kan læse mere om os på www.star.dk​

En serviceafdeling under forandring

Serviceafdelingen i Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering har ansvaret for, at de optimale, fysiske rammer er til stede for styrelsens mere end 400 medarbejdere fordelt på fem tjenestesteder i landet. Afdelingen består i dag af 15 medarbejdere, inklusive servicechefen, og er opdelt i tre sektioner: Administrationen, som varetager serviceafdelingens interne økonomistyring, indkøb, reception og telefonomstilling mv. (5 medarbejdere), betjentsektionen (4 medarbejdere) samt styrelsens centrale journalenhed (5 medarbejdere, heraf en faglig koordinator som varetager den daglige faglige ledelse af journalenenheden).

Serviceafdelingen står aktuelt over for en større omstilling, da udføreransvaret for en stor del af vores facility management­funktioner og kontrakter i løbet af foråret 2022 skal overgå til en fællesstatslig løsning samlet hos en privat leverandør i regi af Bygningsstyrelsen. Det drejer sig blandt andet om hovedparten af de opgaver, der i dag varetages af betjentsektionen og receptionen, samt kantine- og renholdningsservice. I den forbindelse er en andel af de nuværende medarbejderne i afdelingen varslet virksomhedsoverdragelse til den private leverandør eller ressortoverførsel til Bygningsstyrelsen.

For den nye servicechef bliver en af hovedopgaverne i den første tid at medvirke til en god overgang til den nye organisering for hele styrelsen og for de berørte medarbejdere. Serviceafdelingen har allerede gjort et stort forberedende arbejde, så der er solid grund at stå på for en ny chef, samtidig med at der er masser af tilbageværende opgaver at tage fat på.

Den kommende fællesstatslige facility managementmodel får blandt andet den konsekvens, at vi skal omstille os fra et fokus på selv at være udførende til et fokus på leverandørstyring, intern behovsafklaring og efterspørgselsstyring. Omstillingen hertil bliver en anden hovedopgave for dig som ny servicechef, og du vil få en nøglerolle som den centrale koordinator mellem styrelsen, vores eksterne leverandører og Bygningsstyrelsen.

Blandt dine løbende opgaver – også efter omstillingen i foråret 2022 - kan fremhæves:  

  • Personaleledelse af medarbejderne i serviceafdelingen.
  • Koordination af facility managementopgaver for styrelsens geografiske enheder i løbende og tæt samarbejde med Bygningsstyrelsen og vores eksterne leverandører.
  • Kontraktstyring, herunder løbende opfølgning på leverancerne fra den private leverandør af fællesstatslige facility managementydelser på alle styrelsens fem lokaliteter i Danmark.
  • Intern behovsafklaring og styring af efterspørgslen efter facility managementydelser internt i styrelsen.
  • Budgetansvarlig for serviceafdelingens samlede budget – i tæt samarbejde med styrelsens økonomikontor.
  • Ansvarlig for fysisk sikkerhed, evakueringsplaner m.m.
  • Arbejdsmiljøleder, herunder ansvarlig for opfølgning på arbejdspladsvurderinger (APV).
  • Fast medlem af styrelsens fælles samarbejds- og arbejdsmiljøudvalg.

Som servicechef refererer du til styrelsens økonomichef.

Bliv vores nye kollega

Vi forestiller os, at du:  

  • Har solid erfaring med facility managementopgaver fra en større offentlig eller privat organisation.
  • Gerne har konkret ledelseserfaring.
  • Er initiativrig og stærk i eksekvering - du får tingene til at ske, og du følger op på kvaliteten.
  • Har erfaring med kontrakt- og leverandørstyring.
  • Har forståelse for økonomistyring, herunder budgetlægning og opfølgning.
  • Kan kommunikere klart og sætte tydelig retning for dine medarbejdere – samtidig med, at du forstår at give den øverste ledelse både med- og modspil.
  • Har en lyttende og inddragende ledelsesstil.
  • Er lydhør og serviceminded over for behovene på alle organisationens adresser.
  • Sætter en ære i, at de fysiske rammer på alle styrelsens arbejdspladser altid spiller optimalt, og at alle styrelsens medarbejdere oplever at blive professionelt og venligt betjent af serviceafdelingen.
  • Har let til et grin og gerne deler ud af det.

Vi finder løsninger sammen

Som en del af Beskæftigelsesministeriet er Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering med til at sætte rammerne for menneskers arbejdsliv, og vi er derfor forpligtet til at finde de bedste løsninger. Dem finder vi i fællesskab. Hos os er dørene åbne og barriererne små. Vi deler vores viden og giver hinanden med- og modspil, så ideerne skærpes, inden de bliver til fælles løsninger.

Hos os kommer du til at arbejde sammen med fagligt dygtige og dedikerede kolleger i en hverdag med højt tempo og store udfordringer. Hver dag byder på nye problemstillinger, og du skal derfor være parat til at tage opgaver ind fra siden og sætte hele dit faglige register i spil. Til gengæld får du gode muligheder for at gøre en positiv forskel for menneskers arbejdsliv.

Løn- og ansættelsesvilkår

Stillingen er en fast fuldtidsstilling. Vi ser gerne, at du starter den 1. november 2021.  

Du bliver ansat som servicechef efter relevant overenskomst.

Dit daglige arbejdssted vil være Vermundsgade 38, 2100 København Ø. Du vil i mindre omfang også skulle påregne tjenesterejser til styrelsens øvrige lokaliteter i Danmark. 

Spørgsmål og ansøgning

Fik du ikke svar på alle dine spørgsmål? Så er du velkommen til at kontakte økonomichef Kasper Håkansson på tlf. nr. 7221 7800.  

Har du spørgsmål til løn- og ansættelsesvilkår, er du velkommen til at kontakte Susanne Foss Rasmussen, HR-partner i Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering på tlf. nr. 7220 5268.

Alle interesserede ansøgere uanset alder, køn, handicap, religion eller etnisk tilhørsforhold opfordres til at søge stillingen.  

Send din ansøgning, cv og relevante eksamenspapirer elektronisk via linket senest onsdag den 22. september 2021. 

Vi forventer at afholde ansættelsessamtaler den 27. og 28. september 2021.

 

Send ansøgning