Spring over hovedmenu

Database- og programmeringsstærke profiler til udvikling, drift og vedligehold af Jobindsats.dk og analyse- og statistikmiljø

Er du teknisk stærk med erfaring i administration af databaser og programmering? Måske nyuddannet der brænder for at sætte dine nye kompetencer i spil? Så har vi en spændende stilling som medarbejder i Datateamet i Center for Viden og Analyse til udvikling, drift og vedligehold af Jobindsats.dk og vores analyse- og statistikmiljø

 

Vi arbejder for et sundt og dynamisk arbejdsmarked

I Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering har vi ansvar for at skabe det bedst mulige grundlag for et sundt, dynamisk og effektivt arbejdsmarked, hvor flest mulige har job eller uddanner sig, og hvor virksomheder på alle niveauer har adgang til de medarbejdere de har brug for – ufaglærte, faglærte, eller højt specialiserede vidensmedarbejdere.  

Vores arbejdsfelt er bredt og varieret og spænder fra at tilvejebringe og udvikle et kvalificeret vidensgrundlag for arbejdsmarkedspolitiske beslutninger, til implementering af beskæftigelsespolitikken i dialog med vores mange samarbejdspartnere. Alt, hvad vi beskæftiger os med, kvalificeres af høje faglige standarder og evidensbaseret viden, der på én gang skal forankre og inspirere de politiske beslutninger og omsætningen af dem til administrerbar dagligdag med betydning for millioner af mennesker.  

Du kan læse mere om os på www.star.dk​

Vær med til at vedligeholde jobindsats.dk og internt analyse- og statistikmiljø

I Center for Viden og Analyse er Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekrutterings videns- og evidensarbejde forankret. Centrets opgaver dækker bredt, men stillingerne er tilknyttet datateamet i centret. Datateamets hovedopgaver består bl.a. i at indsamle, validere og præsentere data og statistikker til www.jobindsats.dk og til styrelsens løbende opfølgning på resultater og effekter af beskæftigelsesindsatsen.

Vi søger medarbejdere med teknisk baggrund der kan hjælpe med udvikling og vedligehold af vores systemer, herunder særligt jobindsats og vores interne analyse- og statistikmiljø. De konkrete opgaver vil spænde bredt og også afhænge af din profil, men dine primære arbejdsopgaver vil enten være ifm. jobindsats.dk eller analyse-og statistikmiljøet. Det vil på sigt også være opgaver ifm. moderniseringen af styrelsens datavarehus

Opgaverne i relation til jobindsats.dk vil bl.a. være

  • Bidrage til opbygning af datakuber, herunder definere fact-tabeller til brug for målinger på jobindsats.dk
  • Danne metadata til nye jobindsats-målinger og ændringer til eksisterende målinger
  • udvikling, drift og vedligehold af databaser
  • drift og vedligeholdelse af webservere
  • drift og vedligehold af api.jobindsats.dk
  • drift, vedligehold og videreudvikling af interne driftsportal
  • udarbejde designspecifikationer og øvrig teknisk dokumentation

Opgaverne i relation til analyse- og statistikmiljøet vil bl.a. være:

  • Administration af vores interne analyse-, statistikmiljø
  • udvikling, drift og vedligehold af databaser, herunder bruger- og dataadgange
  • udvikling af datapipelines
  • bidrage til datavarehus modellering, samt tekniske og forretningsmæssige afklaringer
  • udarbejde designspecifikationer og øvrig teknisk dokumentation

Der vil være stor mulighed for selv at sætte retningen på løsningen af opgaverne, herunder at få udviklet og styrket sine kompetencer til løsning heraf undervejs. 

Bliv vores nye kollega

Vi forestiller os, at du:

  • er bachelor eller kandidat i datalogi, IT, økonomi, statistik eller lignende
  • har erfaring med administration og opsætning af databaser, Microsoft SQL Server, postgreSQL, Linux og moderne informationsteknologi
  • kan programmere i fx Python og SQL
  • erfaring med - og interesse for udvikling og implementering af REST API'er og enkle web applikationer
  • kan kommunikere og formidle teknisk information til kollegaer i forretningen
  • har kendskab til moderne datavarehus- og analysemiljøer
  • kan arbejde selvstændigt og kan holde flere bolde i luften på én gang

Vi arbejder med et område, hvor erfaring er en vigtig faktor, men dygtige nyuddannede vil også komme i betragtning til stillingerne. 

Vi finder løsninger sammen

Som en del af Beskæftigelsesministeriet er Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering med til at sætte rammerne for menneskers arbejdsliv, og vi er derfor forpligtet til at finde de bedste løsninger. Dem finder vi i fællesskab. Hos os er dørene åbne og barriererne små. Vi deler vores viden og giver hinanden med- og modspil, så ideerne skærpes, inden de bliver til fælles løsninger.

Hos os kommer du til at arbejde sammen med fagligt dygtige og dedikerede kolleger i en hverdag med højt tempo og store udfordringer. Hver dag byder på nye problemstillinger, og du skal derfor være parat til at tage opgaver ind fra siden og sætte hele dit faglige register i spil. Til gengæld får du gode muligheder for at gøre en positiv forskel for menneskers arbejdsliv.

Løn- og ansættelsesvilkår

Der er tale om faste fuldtidsstillinger. Vi vil gerne have, at du starter snarest muligt eller den 1. november 2021

Du bliver ansat efter overenskomsten for akademikere i staten. Afhængigt af dine kvalifikationer og tidligere erfaringer er der eventuelt mulighed for ansættelse som konsulent.

Dit daglige arbejdssted er Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering, Vermundsgade 38, 2100 København Ø.

Spørgsmål og ansøgning

Fik du ikke svar på alle dine spørgsmål? Så er du velkommen til at kontakte kontorchef Klaus Langager på tlf.nr. 7221 7776  (e-mail khl@star.dk) eller teamchef Søren Secher Sejr på tlf. 7221 7773 (e-mail sss@star.dk).

Har du spørgsmål til løn- og ansættelsesvilkår, er du velkommen til at kontakte fuldmægtig Tina Kjærsgaard i Beskæftigelsesministeriets HR på tlf.nr. 5162 2762.

Alle interesserede ansøgere uanset alder, køn, handicap, religion eller etnisk tilhørsforhold opfordres til at søge stillingerne.

Send din ansøgning, cv og eksamenspapirer elektronisk senest torsdag den 23. september 2021.

Vi forventer at afholde samtaler i uge 38/39

Send ansøgning