Spring over hovedmenu

Administrativ medarbejder til tovholderopgave på aktindsigt

Vær med til at understøtte Arbejdstilsynets tilsynsopgaver i samarbejde med tilsynsførende, chefer og jurister. Bliv en del af et dygtigt fagligt team af administrative medarbejdere i Tilsynscenter Øst i København.

 

Vi arbejder for et sundt og dynamisk arbejdsmarked

Arbejdstilsynet er den danske myndighed på arbejdsmiljøområdet. Vores mål er at fremme et sundt, sikkert og udviklende arbejdsmiljø på de danske arbejdspladser. Vi fører tilsyn med, at virksomhederne i praksis skaber de gode rammer for deres medarbejdere, der skal til for at undgå at mennesker nedslides, kommer til skade eller får stress. Det er en gevinst for både medarbejdere, virksomheden og samfundet. 

Vores forebyggende og vejledende arbejde bygger altid på den nyeste evidensbaserede viden om området – kritisk reflekteret og drøftet i et forum af fagligt højt kvalificerede kolleger. 

Du kan læse mere om os på www.at.dk

 

Bliv en del af den fagligt dygtige administrative gruppe 

Som vores nye administrative medarbejder bliver du en del af den administrative gruppe, som består af ca. 30 medarbejdere fordelt mellem kontoret i Slagelse og kontoret i København. Den opslåede stilling er med placering i København. Vi arbejder tæt sammen på tværs af de to lokationer.

Vi varetager supportopgaver for tilsynsførende, jurister, administrativt personale og chefer. Vi er ambitiøse på opgaveløsningen, og vi lægger vægt på at hjælpe og sparre med hinanden.

Dine arbejdsopgaver bliver hovedsageligt besvarelse af aktindsigtsanmodninger i Tilsynscenter Øst. Du vil få rollen som tovholder på dette område. Vi modtager årligt ca. 800 anmodninger fra både journalister, fagforeninger, advokater, virksomheder og privatpersoner og vi sætter en ære i at besvare anmodningerne rettidigt og korrekt.

Opgaven er karakteriseret ved en meget udadvendt rolle, hvor du dagligt er i kontakt med mange interessenter både i organisationen og udenfor på telefon og via mail.

 

Bliv vores nye kollega 

Vi forestiller os, at du:

  • Har en kontoruddannelse eller en professionsbachelor inden for offentlig administration
  • Har interesse for det juridiske aspekt af behandlingen af sager om aktindsigt, herunder kendskab til offentlighedsloven og forvaltningsloven
  • Har gode IT kompetencer, herunder flair for fremsøgninger af data
  • Har erfaring med administrative opgaver
  • Er imødekommende og positiv i den personlige og telefoniske kontakt med andre
  • Er klar på alsidige arbejdsopgaver i en travl og ofte uforudsigelig hverdag
  • Arbejder systematisk og struktureret med opgaverne, både selvstændigt og i samarbejde med andre
  • Har fokus på kvaliteten i det arbejde, du udfører

 

Vi finder løsninger sammen 

Som en del af Beskæftigelsesministeriet er Arbejdstilsynet med til at sætte rammerne for menneskers arbejdsliv, og vi er derfor forpligtet til at finde de bedste løsninger. Dem finder vi i fællesskab. Hos os er dørene åbne og barriererne små. Vi deler vores viden og giver hinanden med- og modspil, så ideerne skærpes, inden de bliver til fælles løsninger.

Hos os kommer du til at arbejde sammen med fagligt dygtige og dedikerede kolleger i en hverdag med højt tempo og store udfordringer. Hver dag byder på nye problemstillinger, og du skal derfor være parat til at tage opgaver ind fra siden og sætte hele dit faglige register i spil. Til gengæld får du gode muligheder for at gøre en positiv forskel for menneskers arbejdsliv.

 

Løn- og ansættelsesvilkår 

Stillingen er en fast fuldtidsstilling med start den 1. januar 2021 eller snarest derefter.

Du bliver ansat efter OAO-S-fællesoverenskomsten, organisationsaftalen for kontorfunktionærer, laboranter og IT-medarbejdere (HK) i statens tjeneste.

Dit daglige arbejdssted er Arbejdstilsynets Tilsynscenter Øst, Landskronagade 33, 2100 København Ø.

 

Spørgsmål og ansøgning

Fik du ikke svar på alle dine spørgsmål? Så er du velkommen til at kontakte Administrativ Chef Anja Hermansen på tlf.nr. 7220 9590 eller aktindsigtsmedarbejder Anne Reffstrup på tlf.nr. 7220 9356.

Har du spørgsmål til løn- og ansættelsesvilkår, er du velkommen til at kontakte fuldmægtig Tina Kjærsgaard i Beskæftigelsesministeriets HR på tlf.nr. 5162 2762.

Alle interesserede ansøgere uanset alder, køn, handicap, religion eller etnisk tilhørsforhold opfordres til at søge stillingen.

Send din ansøgning, cv og eksamenspapirer elektronisk senest mandag den 15. november 2021.

Vi forventer, at afholde samtaler tirsdag og onsdag i uge 47 2021.


 

Send ansøgning