Spring over hovedmenu

Jurist med interesse for arbejdsmiljøloven

Motiveres du af at håndtere og følge op på komplekse arbejdsmiljøsager i tæt dialog med kollegaer? Ønsker du sammen med os at medvirke til at skabe et godt arbejdsmiljø på danske arbejdspladser? Så er du måske den jurist vi søger til vores JUR-stab i Arbejdstilsynets Tilsynscenter Nord i Hadsten.
 

Vi arbejder for et sundt og dynamisk arbejdsmarked

Arbejdstilsynet er den danske myndighed på arbejdsmiljøområdet. Vores mål er at fremme et sundt, sikkert og udviklende arbejdsmiljø på de danske arbejdspladser. Vi fører tilsyn med, at virksomhederne i praksis skaber de gode rammer for deres medarbejdere, der skal til for at undgå at mennesker nedslides, kommer til skade eller får stress. Det er en gevinst for både medarbejdere, virksomheden og samfundet. 

Vores forebyggende og vejledende arbejde bygger altid på den nyeste evidensbaserede viden om området – kritisk reflekteret og drøftet i et forum af fagligt højt kvalificerede kolleger. 

Du kan læse mere om os på www.at.dk

 

Kom tæt på kerneopgaven i tilsynscentret

Tilsynscenter Nord er beliggende i Hadsten og dækker Region Midt og Region Nord. Vores formål er at kontrollere og vejlede virksomheder om konkrete arbejdsmiljøforhold.

Tilsynscentrets ansvarsområde er at:

  • udføre tilsynsarbejde i overensstemmelse med lovgivningen, procedurer og prioriteringsredskaber
  • sagsbehandle i relation til tilsyn og henvendelser fra virksomhederne
  • forestå samarbejdet med andre lokale aktører

Du bliver en del af tilsynscentrets engagerede juristgruppe, som består af 12 jurister, 5 administrative medarbejdere, 1. stud.jur. samt en chef med ansvar for det juridiske område.

Dine opgaver vil bl.a. bestå af:

  • behandling af straffesager ved overtrædelse af arbejdsmiljølovgivningen
  • klagesagsbehandling
  • behandling af sager om aktindsigt
  • rådgivning af tilsynsførende om arbejdsmiljøloven og forvaltningsloven
  • undervisning af de tilsynsførende i emner af juridisk karakter
  • juridiske udviklingsopgaver inden for arbejdsmiljøområdet
  • behandling af forespørgsler fra eksterne samt andre juridiske opgaver.

 

Bliv vores nye kollega 

Vi forestiller os, at du:

  • er uddannet cand.jur.
  • kan bevare overblikket i pressede situationer
  • kan balancere hensyn til effektivitet og høj faglig kvalitet i arbejdet
  • evner at skabe og fastholde gode samarbejdsrelationer såvel internt som eksternt
  • er god til at kommunikere både mundtligt og skriftligt, og kan forklare juridiske problemstillinger for ikke-jurister
  • har forståelse for arbejdet i en politisk styret organisation
  • har mod på, eller erfaring med, håndtering af komplekse opgaver.

Det er en fordel, hvis du har erfaring med myndighedsudøvelse og kendskab til arbejdsmarkeds- og arbejdsmiljøforhold.

 

Vi finder løsninger sammen 

Som en del af Beskæftigelsesministeriet er Arbejdstilsynet med til at sætte rammerne for menneskers arbejdsliv, og vi er derfor forpligtet til at finde de bedste løsninger. Dem finder vi i fællesskab. Hos os er dørene åbne og barriererne små. Vi deler vores viden og giver hinanden med- og modspil, så ideerne skærpes, inden de bliver til fælles løsninger.

Hos os kommer du til at arbejde sammen med fagligt dygtige og dedikerede kolleger i en hverdag med højt tempo og store udfordringer. Hver dag byder på nye problemstillinger, og du skal derfor være parat til at tage opgaver ind fra siden og sætte hele dit faglige register i spil. Til gengæld får du gode muligheder for at gøre en positiv forskel for menneskers arbejdsliv.

 

Løn- og ansættelsesvilkår 

Stillingen er en fast fuldtidsstilling. Vi vil gerne have, at du starter den 1. januar 2022.

Du bliver ansat som fuldmægtig efter overenskomsten for akademikere i staten.
 

Spørgsmål og ansøgning

Fik du ikke svar på alle dine spørgsmål? Så er du velkommen til at kontakte souschef Bente Makholm Byskov på tlf.nr. 7220 9738.

Har du spørgsmål til løn- og ansættelsesvilkår, er du velkommen til at kontakte fuldmægtig Jóna Thomsen i Beskæftigelsesministeriets HR på tlf.nr. 7220 5272.

Alle interesserede ansøgere uanset alder, køn, handicap, religion eller etnisk tilhørsforhold opfordres til at søge stillingen.

Send din ansøgning, cv og eksamenspapirer elektronisk senest mandag den 8. november 2021.

Vi forventer at afholde samtaler den 22. november 2021.

Send ansøgning