Spring over hovedmenu

Kommunikationsmedarbejder med flair for tal

Brænder du for kommunikation? Og vil du være med til at omsætte data og kompleks viden, så det passer til den travle politiker, embedsmand eller frontmedarbejder i jobcenteret? Så har vi en spændende stilling til dig i Center for Viden og Analyse i Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering. 
 

Vi arbejder for et bæredygtigt arbejdsmarked 

I Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering har vi ansvar for at skabe det bedst mulige grundlag for et sundt, dynamisk og effektivt arbejdsmarked, hvor flest mulige har job eller uddanner sig, og hvor virksomheder på alle niveauer har adgang til de medarbejdere de har brug for – ufaglærte, faglærte, eller højt specialiserede vidensmedarbejdere.  

Vores arbejdsfelt er bredt og varieret og spænder fra at tilvejebringe og udvikle et kvalificeret vidensgrundlag for arbejdsmarkedspolitiske beslutninger, til implementering af beskæftigelsespolitikken i dialog med vores mange samarbejdspartnere. Alt, hvad vi beskæftiger os med, kvalificeres af høje faglige standarder og evidensbaseret viden, der på én gang skal forankre og inspirere de politiske beslutninger og omsætningen af dem til administrerbar dagligdag med betydning for millioner af mennesker.  

Du kan læse mere om os på www.star.dk​

 

Vær med til at styrke formidlingen af vores analyser, data- og vidensprodukter 

I Center for Viden og Analyse søger vi en ny kollega, der vil være med til at styrke formidlingen af vores analyser, data og vidensprodukter, så de kommer ud over rampen og kan understøtte aktuelle dagsordner på beskæftigelsesområdet.

Du vil i centeret få en rådgivende og producerende rolle, hvor dine opgaver primært vil koncentrere sig om at øge synligheden af vores analyser, data og viden og omsætte dem til indbydende lettilgængelige produkter. Produkter, som i højere grad kan ramme vores målgrupper, som fx politikeren, embedsmanden eller frontmedarbejderen i Jobcenteret, der alle har en travl arbejdsdag.. 

Du bliver en del af vores nye team, hvor du sammen med gode analyse- og datakræfter skal bidrage til at få styrelsens store mængder af data og viden ud at leve, så det kan gøre en positiv forskel for beskæftigelsesindsatsen og arbejdsmarkedet. Teamet har blandt andet til opgave at lave analyser, der giver vores målgrupper indsigt og dermed bidrager til, at arbejdsmarkedspolitiske beslutninger kan blive truffet på et oplyst og kvalificeret vidensgrundlag. 

Du kommer derudover til at arbejde tæt sammen med styrelsens øvrige kommunikationsansvarlige, herunder med vores Ledelsessekretariat, der har det overordnede ansvar for styrelsens presse og kommunikationsindsats.

Dine opgaver i teamet vil bl.a. være at:

  • Understøtte styrelsens kommunikationsstrategi, herunder planlægge og gennemføre kommunikationsindsatser, der rammer vores målgrupper på de rette kanaler
  • Producere indhold til jobindsats.dk, star.dk og sociale medier, herunder fx udføre interviews, lave grafisk opsætning og producere videoer 
  • Udfylde webredaktør-rollen for Jobindsats.dk, som er styrelsens statistik- og rapportbank
  • Rådgive dine kollegaer i Centeret for Viden og Analyse om formidling og kvalitetssikre deres skriftlige produkter, der skal kommunikeres til omverden
  • Være bindeled til kommunikationsafdelingen i Ledelsessekretariatet.
     

Bliv vores nye kollega    

Vi forestiller os, at du:

  • Har en kandidatgrad i kommunikation eller i en anden relevant videregående uddannelse
  • Skriver sikkert, hurtigt og letforståeligt i forskellige genrer, såsom nyheder, SoMe-opslag, hjemmesidetekst
  • Formår at omsætte data, analyser og kompleks viden, så det passer til styrelsens målgrupper
  • Har erfaring med at bruge Photoshop, InDesign eller lignende værktøjer til grafisk opsætning
  • Er skarp på de seneste trends inden for kommunikation og nye digitale muligheder
  • Har kendskab til beskæftigelsesområdet eller er nysgerrig på at lære det at kende

Vi kan tilbyde et job med mening, hvor der er gode muligheder for at udvikle sig og hvor du bliver en del af et stærkt fagligt og socialt velfungerende kontor, der holder af at lave aktiviteter sammen.
 

Vi finder løsninger sammen  

Som en del af Beskæftigelsesministeriet er Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering med til at sætte rammerne for menneskers arbejdsliv, og vi er derfor forpligtet til at finde de bedste løsninger. Dem finder vi i fællesskab. Hos os er dørene åbne og barriererne små. Vi deler vores viden og giver hinanden med- og modspil, så ideerne skærpes, inden de bliver til fælles løsninger.

Hos os kommer du til at arbejde sammen med fagligt dygtige og dedikerede kolleger i en hverdag med højt tempo og store udfordringer. Hver dag byder på nye problemstillinger, og du skal derfor være parat til at tage opgaver ind fra siden og sætte hele dit faglige register i spil. Til gengæld får du gode muligheder for at gøre en positiv forskel for menneskers arbejdsliv.


Løn- og ansættelsesvilkår  

Stillingen er en fast fuldtidsstilling. Vi vil gerne have, at du starter snarest muligt. Du bliver ansat som fuldmægtig efter overenskomsten for akademikere i staten. Med de rette kvalifikationer er der mulighed for at blive indplaceret som specialkonsulent.
Dit daglige arbejdssted er Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering, Vermundsgade 38, 2100 København Ø.   

 

Spørgsmål og ansøgning 

Fik du ikke svar på alle dine spørgsmål? 

Så er du velkommen til at kontakte Teamchef Amalie Meyer Grønborg på tlf. 2013 0562 (e-mail ame@star.dk)  eller kontorchef Kristian Kranker Grøsvik på tlf.nr. 7221 7774 (e-mail khl@star.dk)

Har du spørgsmål til løn- og ansættelsesvilkår, er du velkommen til at kontakte fuldmægtig Tina Kjærsgaard i Beskæftigelsesministeriets HR på tlf.nr. 5162 2762.

Alle interesserede ansøgere uanset alder, køn, handicap, religion eller etnisk tilhørsforhold opfordres til at søge stillingen. 

Send din ansøgning, cv og eksamenspapirer elektronisk via linket senest søndag 21. august 2022.

Vi forventer at holde samtaler i uge 34.
 

Send ansøgning