Spring over hovedmenu

Akademiker til Specialfunktionen Job og Handicap

Vil du være med til at udvikle beskæftigelsesindsatsen for mennesker med fysiske og psykiske handicap? 
Kan du lide en omskiftelig hverdag og have med mange forskellige aktører at gøre? Så er jobbet i Specialfunktionen Job & Handicap måske noget for dig. 

 

Vi arbejder for et bæredygtigt arbejdsmarked 

I Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering har vi ansvar for at skabe det bedst mulige grundlag for et sundt, dynamisk og effektivt arbejdsmarked, hvor flest mulige har job eller uddanner sig, og hvor virksomheder på alle niveauer har adgang til de medarbejdere de har brug for – ufaglærte, faglærte, eller højt specialiserede vidensmedarbejdere.  

Vores arbejdsfelt er bredt og varieret og spænder fra at tilvejebringe og udvikle et kvalificeret vidensgrundlag for arbejdsmarkedspolitiske beslutninger, til implementering af beskæftigelsespolitikken i dialog med vores mange samarbejdspartnere. Alt, hvad vi beskæftiger os med, kvalificeres af høje faglige standarder og evidensbaseret viden, der på én gang skal forankre og inspirere de politiske beslutninger og omsætningen af dem til administrerbar dagligdag med betydning for millioner af mennesker.  

Du kan læse mere om os på www.star.dk​

 

Vær med til at styrke jobcentrenes beskæftigelsesindsats for borgere med handicap 

Specialfunktionen Job & handicap er en landsdækkende enhed i Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering med fysisk placering i Arbejdsmarkedskontor Syddanmark, Odense. Vi arbejder for, at flere mennesker med handicap får mulighed for at byde ind med deres kompetencer på landets arbejdspladser. Det gør vi bl.a. gennem rådgivning, undervisning, udviklingsforløb og formidling af best practice og viden til primært jobcentre i forhold til jobindsatsen for personer med funktionsnedsættelse.

Du vil indgå i et mindre team, hvor opgaver løses i tæt samspil med kolleger i teamet, kolleger fra Arbejdsmarkedskontor Syd og ledelsen. Specialfunktionen er karakteriseret ved høj faglighed, forskelligartede opgaver og kompetencer. Vi tilbyder en stilling i et stærkt og udviklingsorienteret fagligt miljø, hvor vi løser komplekse opgaver i fællesskab.

Dine primære opgaver vil bestå i: 

  • Planlægning og gennemførelse af undervisningsforløb.
  • Understøtte jobcentrene med rådgivning i vores hotline
  • Gennemføre udviklingsforløb i jobcentre
  • Opsamle, formidle og bringe viden om beskæftigelsesindsatsen i spil i jobcentrene.
  • Afvikle netværksarrangementer. 
  • Understøtte implementeringen af politiske initiativer og projekter.

Ved siden af arbejdet i specialfunktionen vil du også komme til at løse opgaver i Arbejdsmarkedskontor Syd. Arbejdsmarkedskontor Syd er den regionale forankring af Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering og betjener de to Regionale Arbejdsmarkedsråd (RAR) i Sydjylland og på Fyn. Vores primære opgave er, i samarbejde med aktørerne på beskæftigelsesområdet, at brygge bro mellem politik og konkret indsats – og mellem jobcentre og styrelsens fagkontorer. 

 

Bliv vores nye kollega    

Vi forestiller os, at du:

  • har en relevant akademisk uddannelse, som cand.scient.pol, cand.scient.anth eller lignende
  • kan navigere i en politisk styret organisation, som har et højt tempo
  • kan formidle lovstof og analyser klart og tydeligt, så det er forståeligt for både interne og eksterne samarbejdspartnere, som ikke nødvendigvis har samme kendskab til emnet
  • er initiativrig, har personlig gennemslagskraft og gode samarbejdsevner.

Det er en fordel hvis du har viden om beskæftigelsesområdet, handicapområdet eller handicapkompenserende ordninger, men ikke et krav

 

Vi finder løsninger sammen

Som en del af Beskæftigelsesministeriet er Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering med til at sætte rammerne for menneskers arbejdsliv, og vi er derfor forpligtet til at finde de bedste løsninger. Dem finder vi i fællesskab. Hos os er dørene åbne og barriererne små. Vi deler vores viden og giver hinanden med- og modspil, så ideerne skærpes, inden de bliver til fælles løsninger.

Hos os kommer du til at arbejde sammen med fagligt dygtige og dedikerede kolleger i en hverdag med højt tempo og store udfordringer. Hver dag byder på nye problemstillinger, og du skal derfor være parat til at tage opgaver ind fra siden og sætte hele dit faglige register i spil. Til gengæld får du gode muligheder for at gøre en positiv forskel for menneskers arbejdsliv.


Løn- og ansættelsesvilkår  

Stillingen er en fast fuldtidsstilling. Vi vil gerne have, at du starter den 1. oktober 2022.

Du bliver ansat som fuldmægtig efter overenskomsten for akademikere i staten. 

 

Spørgsmål og ansøgning 

Fik du ikke svar på alle dine spørgsmål? Så er du velkommen til at kontakte Teamleder, Uffe Poulsen på tlf.nr. 7222 3880.

Har du spørgsmål til løn- og ansættelsesvilkår, er du velkommen til at kontakte fuldmægtig Jóna Thomsen i Beskæftigelsesministeriets HR på tlf.nr. 7220 5272.

Alle interesserede ansøgere uanset alder, køn, handicap, religion eller etnisk tilhørsforhold opfordres til at søge stillingen.

Send din ansøgning, cv og eksamenspapirer elektronisk senest onsdag den 24. august 2022.

Vi forventer at holde samtaler den 29. august 2022.

 

Send ansøgning