Spring over hovedmenu

Akademiker til beskæftigelsesindsatsen i Midt- og Nordjylland

Akademiker til beskæftigelsesindsatsen i Midt- og Nordjylland

Har du viden og erfaring inden for beskæftigelsesområdet? Vil du bidrage til at bygge bro mellem beskæftigelsespolitik og konkret indsats? Så har vi den helt rigtige stilling til dig hos Arbejdsmarkedskontor Midt-Nord.

I Arbejdsmarkedskontor Midt-Nord bliver du del af et team på 7 medarbejdere, der har til opgave at understøtte beskæftigelsesindsatsen med afsæt i Lov om aktiv beskæftigelsesindsats. Det sker bl.a. gennem monitorering og opfølgning på indsats og resultater, implementeringsopgaver samt projektinvolvering. I teamet løser vi vores opgaver i et tæt samspil med de nord- og midtjyske jobcentre, a-kasser og øvrige interessenter på beskæftigelsesområdet. 

Dine arbejdsopgaver

Dine arbejdsopgaver vil blandt andet omfatte:

  • Samarbejde med de nord- og midtjyske jobcentre, om at afdække udfordringer ift. indsats og resultater på beskæftigelsesområdet
  • Understøtte processer i enkelte kommuner, der kan forebygge og afhjælpe konkrete udfordringer på beskæftigelsesområdet
  • Formidle og aktivere ”best practice” inden for beskæftigelsesområdet
  • Yde procesunderstøttelse til kommuner ifm. nationale puljeprojekter m.v., herunder deltage i arbejdsgrupper, styregrupper o.a. både internt og eksternt
  • Drive og facilitere faglige netværk og indsatser for jobcentre og andre interessenter
  • Proaktiv kontakt til samarbejdspartnere - herunder fremme af relationer på tværs af områder
  • Tæt samspil med fagkontorerne i centrale STAR om implementeringsopgaver

Hvem er du? 

Du har en akademisk baggrund og erfaring med at arbejde inden for beskæftigelsesområdet, fx jobcenter, a-kasse, uddannelsesinstitution eller andet. Du er interesseret i at arbejde i den statslige del af beskæftigelsessystemet.

Vi forventer, at du:

  • Har faglig viden om beskæftigelsesområdet og kan agere i en politisk styret organisation
  • Har personlig gennemslagskraft og trives i en udadvendt rolle
  • Evner at styre processer i mål
  • Formår at samarbejde på alle niveauer og skabe involverende processer
  • Er initiativrig og tager selvstændigt ansvar for opgaveløsningen
  • Kan kommunikere klart både skriftligt og mundtligt

Hvem er vi?

Arbejdsmarkedskontor Midt-Nord er en integreret del af Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering (STAR). Vores primære opgave er, i samarbejde med aktørerne på beskæftigelsesområdet, at bygge bro mellem politik og den konkrete indsats, der løser arbejdsmarkedets behov.

Arbejdsmarkedskontoret varetager foruden ovennævnte også opgaver vedr. koordinering af voksen-, videre- og efteruddannelsesindsatsen, mangelinitiativer, sagsbehandlingsopgaver samt sekretariatsbetjening af de Regionale Arbejdsmarkedsråd (RAR) i Vest-, Øst- og Nordjylland.

Vi arbejder for et sundt og dynamisk arbejdsmarked

I Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering har vi ansvar for at skabe det bedst mulige grundlag for et sundt, dynamisk og effektivt arbejdsmarked, hvor flest mulige har job eller uddanner sig, og hvor virksomheder på alle niveauer har adgang til de medarbejdere de har brug for – ufaglærte, faglærte, eller højt specialiserede vidensmedarbejdere.  

Vores arbejdsfelt er bredt og varieret og spænder fra at tilvejebringe og udvikle et kvalificeret vidensgrundlag for arbejdsmarkedspolitiske beslutninger, til implementering af beskæftigelsespolitikken i dialog med vores mange samarbejdspartnere. Vi ”står på” viden og evidens, og vi efterstræber høj faglig kvalitet i opgaveløsningen.

Du kan læse mere om os på www.star.dk​

Løn og ansættelsesvilkår 

Vi kan tilbyde gode muligheder for faglig såvel som personlig udvikling på en arbejdsplads, hvor omgangstonen er afslappet og uformel, og opgaverne er mangeartede.

Ansættelse sker i henhold til gældende overenskomst for akademikere i staten med aflønning som fuldmægtig – basisløn og rådighedstillæg. Der kan evt. indgås aftale om tillæg efter kvalifikationer.

Det statslige beskæftigelsessystem ønsker at afspejle det omgivende samfund i medarbejdersammensætningen, og opfordrer derfor alle interesserede uanset alder, køn, religion, seksualitet eller etnisk tilhørsforhold til at søge stillingen.

Ansøgningsfrist 
Mandag den 10. oktober 2022 kl 12.00 og ansættelsessamtaler forventes afholdt torsdag den 13. oktober 2022.

Tiltrædelse
Forventet tiltrædelse 1. december 2022

Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte Arbejdsmarkedschef Søren Søndergaard tlf. 7222 3607 eller Specialkonsulent Ulrikka Sletten tlf. 7222 3643.

Send ansøgning